egmont-banner-rasmusklumpserie-887x499

Ny Rasmus Klump tv-serie skal sælges til hele verden

02.05.2016

Det er amination i verdensklasse, når Rasmus Klump og hans venner næste år sejler Jorden rundt i ny tv-serie. De 26 afsnit fra det anerkendte Studio Soi er klar til både Danmark og udlandet - allerede før officiel lancering, har serien vundet prestigefuld pris 

En helt ny animationsserie med Rasmus Klump og hans venner er - lettere omformuleret - nyere dansk kulturarv i digitaliseret højkvalitet.

Den nye tv-serie handler om venskab, om fordybelse og om nysgerrigt at opleve verden sammen. De 26 afsnit tager udgangspunkt i de gamle Rasmus Klump-historier, men er skrevet, så de fungerer i afsnit af 12 minutters varighed.

Allerede før den nye Rasmus Klump tv-serie er vist for publikum, har den vundet en prestigefuld pris, nemlig prisen for Bedste Animations-serie for Børn ved dette års ITFS, som er en af verdens vigtigste animationsfestivaller.

Det prisbelønnede Studio Soi står bag produktionen i samarbejde med Egmont Publishing, som har rettighederne til Rasmus Klump, og den tyske medievirksomhed ZDF, som skal distribuere serien i Tyskland.

Dansk Hollywood-producent står bag

Producent på animationsserien er danske Lars Sylvest, som også står bag en række Hollywood-produktioner. Og han har høje ambitioner, når det kommer til at få sendt den nye tv-serie ud til børn og barnlige sjæle i hele verden:

”I mængden af alt for ofte middelmådige børnebøger står Rasmus Klump for mig som et fyrtårn, fuldt på højde med Peter Plys og bjørnen Paddington,” siger han.

Serien henvender sig primært til før-skolebørn – og netop den målgruppe er der ifølge Lars Sylvest stor rift om. Men kun de allerbedste af produktionerne når global udbredelse.

”Vi har lavet Rasmus Klump på et kvalitetsniveau, som ellers kun anvendes på store animationsfilm. Kombinationen af dette høje kvalitetsniveau og Rasmus Klumps særstatus som børnenes Indiana Jones giver os muligheden for en unik markedspositionering,” siger Lars Sylvest. 

Tradition og fornyelse

Michael Benzon, licenschef i Egmont Publishing Danmark, er stolt af den succes, som års arbejde med at genrejse den gamle børnefigur nu begynder at kaste af sig:

”Vi har med Rasmus Klump et gammelt og traditionsrigt børnebrand, som nu er på vej tilbage til fordums storhedstid. Vi er meget stolte af den nye serie og den høje kvalitet, som er afgørende for os, når det handler om at udgive Rasmus Klump og hans univers,” siger han.

600.000 downloads

Det hører til sjældenhederne, at gamle danske børnefigurer bliver udsat for et tv-remake i absolut topklasse. Knap 20 år er der gået, siden Rasmus, Pingo, Skæg og Pelle sidst var med i en tv-serie.

Og imens er det danske ikon bare blevet endnu mere populært – senest i Japan, hvor Rasmus Klump i 2014 blev lanceret primært til kvinder i alderen 20-40 år.

Herhjemme er 600.000 downloads af den danske Rasmus Klump-app en succes i børnehøjde.

Rasmus Klump blev født i 1951 som en stribe i Berlingske Aftenavis. Fire år senere var han i 120 aviser i 21 lande. Allerede i 1952 begyndte Rasmus Klump at udkomme i bogform, og det samlede oplag menes at overstige 30 millioner – ”et litterært eksporteventyr, der kun overgås af H.C. Andersen, Karen Blixen og Søren Kierkegaard,” som der står i bogen ’101 danske designikoner’ fra 2015.