Logo

RSS Print

Nordisk Film og TV 2 åbner on-line videobutik med 275 film

I dag kl. 12 skrives dansk mediehistorie, når Nordisk Film og TV 2's fælles bredbåndstjeneste TV 2 Sputnik for første gang slår dørene op for en omfattende on-line videobutik, hvor man hjemme fra sofaen kan se film over sin bredbåndsforbindelse på www.sputnik.dk.

Allerede fra premieren kan der vælges mellem flere end 275 attraktive filmtitler. Udbuddet på de virtuelle hylder udvides løbende med nye filmtitler, så TV 2 Sputnik inden for få år vil have et omfattende katalog, herunder også nichefilm til kræsne filmkendere.

Blandt premierefilmene på TV 2 Sputnik findes alt fra "Brødre" over "Olsen Banden", "Kill Bill" og snesevis af børnefilm. De 275 film består både af danske og internationale titler, leveret af Nordisk Film.

Adgang til Danmarks nye virtuelle filmtjeneste kræver en 1 Mbs bredbåndslinie (ADSL) og kan ses via en almindelig PC med internet-adgang. Med et simplet kabel mellem computeren og tv kan film flyttes over på fjernsynet. Lejeprisen er mellem 20 og 45 kr. pr. døgn. Billedkvaliteten ligger med ny teknik på niveau med, hvad forbrugerne allerede kender fra lejefilm.

TV 2 og Nordisk Film etablerede i december 2004 TV 2 Sputnik. Den nye virtuelle videobutik, som ligger på www.sputnik.dk og på TV 2s site, supplerer TV 2 Sputniks udbud af tv-programmer fra TV 2, TV 2 Charlie og TV 2 Zulu.

"Vi forventer, TV 2 Sputnik får endnu flere til at se film og udvider markedet. Ambitionen er at gøre teknologien så usynlig, at ikke kun nørder kan være med. De seneste uger har 50 test-familier hjulpet med at finpudse og forenkle bestilling, betaling og transmission af film. Vi har deres ord for, at teknikken ikke er mere kompliceret end betjeningen af en dvd-afspiller. Jeg håber, Sputnik bliver mange danskeres første oplevelse med køb via internettet", siger Mikkel Berg, Vice President, Nordisk Film.

TV-delen af TV 2 Sputnik gik i luften 1. december 2004 og har fået en forrygende succes fra starten:

"Tilgangen har overrasket os alle på TV 2. Vi er langt over vores forventninger", siger Rune Bech, der er chef for TV 2 Interaktiv.

Nyere film og gamle gensyn
Danske topfilm med "Brødre" i front fører an i udvalget. Dertil kommer en halv snes populære nordiske film, 25 klassikere og 45 film for børn og unge. Amerikanske filmselskaber, som Nordisk Film samarbejder med, bidrager med 180 film.

"Småbørnsforældre og karrieretravle danskere er hovedmålgruppen og får både nyere film og gamle gensyn indenfor rækkevidde, når de har lyst. Men vi ved også, at mange ældre og familier på landet, med langt til nærmeste videobutik, har et efterslæb. Derfor fylder klassikere fra Nordisk Films filmskat og tidligere års hit fra lejemarkedet godt i udvalget. Flere film følger i takt med forbrugernes reaktioner. De kan nu vælge film efter deres humør", siger Mikkel Berg, Nordisk Film.

Pressen er velkommen ved en briefing hos Nordisk Film i Valby kl. 12.00. Adressen er Mosedalvej 14 i Valby. Tilmelding på 23 33 02 65. Man kan ved henvendelse til Nordisk Film få adgang til en film og illustrationsmaterialer.

Yderligere oplysninger:
Nordisk Film: Mikkel Berg, Vice President, 36 18 82 00, eller Henrik Harring Jørgensen, Koncernkommunikation, 23 33 02 65.

TV 2: Chef for TV 2 Interaktiv Rune Bech, 20 28 96 66, eller Kaj Højvang, informationschef, 51563378.