Logo

RSS Print

Nordisk Film TV Produktion opruster

Nordisk Film geares med ny organisation og nye navne til øget vækst i Norden.

Direktør for Mastiff Media og tv-vært Peter Hansen bliver nordisk kreativ direktør hos Nordisk Film TV Produktion, som også styrkes på producentsiden med nøglemedarbejdere bag bl.a. "Operation X" og "Vild med Dans"; Rasmus Steentoft og Karen Boel Thomsen.

Nye nøglemedarbejdere og øget ansvar venter den kommende direktør for Nordisk Film TV Produktion, Jacob Houlind, der tiltræder 1. februar. Tre anerkendte navne fra den danske tv-branche opsagde i dag deres stillinger for at arbejde hos Nordisk Film, der samtidig geares til vækst i de nordiske lande. Jacob Houlind vil endvidere få det nordiske ansvar for udviklingen og koordinationen af tv-produktionen i Nordisk Film.

Hovedfokus bliver øget samarbejde og lønsom vækst i Norden. I Norge er Nordisk Film markedsledende og står i dette efterår bl.a. bag ti timers prime-time tv om ugen. I Danmark, Sverige og Finland er målet øget vækst. Tv-produktionen tegner sig for ca. hver 10. omsætningskrone i Egmont-divisionen Nordisk Film.

Peter Hansen med i nordisk tv-ledelse
Omkring Jacob Houlind oprettes en nordisk tv-ledelse, der udover tv-direktør i Norge Stein-Roger Bull består af Peter Hansen, som indtil nu har været administrerende direktør for det succesfulde produktionsselskab Mastiff Media. Peter Hansen har gennem de seneste 4½ år ført Mastiff til den succes, det er i dag med seermagneter som "Vild med Dans" og "Paradise Hotel". Han er også personen bag udviklingen af selskabets øvrige formater bl.a. "Den 6. Sans", "Mit Sande Jeg" og "Børn For Begyndere". Gennem 10 år har Peter Hansen samtidig været tv-vært på en lang række programmer fra "Knald eller Fald" til "Vild med Dans". Nu bliver Peter Hansen en del af den nordiske tv-ledelse som kreativ direktør.

"Det er noget helt specielt at få lov til at arbejde i et firma, hvis isbjørnelogo jeg har kendt til siden børnehaveårene. For mig er Nordisk Film et helt specielt sted, hvor jeg er stolt af at komme med på det hold, der skal føre det ind i fremtiden og udvikle nye programmer. Jeg glæder mig til at møde mine nye tv-kolleger i fire lande", siger Peter Hansen, der ikke udelukker, at han fremover også dukker op på skærmen som vært.

Startdatoen i det nye job er endnu ikke aftalt med Peter Hansens nuværende arbejdsgiver.

Nye producenter
I Danmark tilføres Nordisk Film to erfarne producenter: Rasmus Steentoft og Karen Boel Thomsen.

Rasmus Steentoft (35) har siden sommer været redaktionschef på det hårdtslående dokumentarprogram "Operation X". Rasmus har siden 1996 præget en lang række dokumentar- og underholdningsprogrammer på TV3, TV Danmark og TV 2 som redaktionschef, producent og redaktør. Bl.a. "Robinson ekspeditionen 2004", "Et liv på grænsen med Biker Jens" og dokumentarserien gennem flere år, "48 timer". 1997-2003 var Rasmus Steentoft hos Nordisk Film og har siden arbejdet hos TV3 og produktionsselskabet Angel Productions.

Rasmus tiltræder sin nye stilling den 1. januar 2006.

Karen Boel Thomsen (42) kommer fra en stilling som producent hos Mastiff Media og har gennem 19 år stået bag flere end 35 kendte programmer fra alle dele af branchen. Fra "Hit med Sangen" og "Vild med Dans" til "Jeopardy" og "Kandidaterne". 1999-2003 var hun redaktør i DRs underholdningsafdeling og har siden 1990 været producent hos forskellige produktionsselskaber. Karrieren startede hos Kanal 2 1986.

Karen tiltræder sin nye stilling den 1. februar 2006.

Yderligere oplysninger:
Mikkel Berg, Vice President og fungerende direktør for Nordisk Film TV Produktion:
36 18 82 00.