Logo

RSS Print

Nikolaj Coster-Waldau sikret central rolle i “Headhunterne”

Den internationalt succesfulde og anerkendte danske skuespiller, Nikolaj Coster-Waldau, er netop blevet sikret en afgørende rolle som Clas Greve i den kommende storstilede actionthriller, baseret på Jo Nesbø's prisvindende og storsælgende krimi.

Før han sidste år vendte tilbage til dansk film med sin rolle i Tomas Villum Jensen's Nordisk Film-producerede action-komedie Ved Verdens Ende (2009), spillede Nikolaj Coster-Waldau hovedrollen i den amerikanske TV-station Fox's stort anlagte thriller-serie New Amsterdam – en rolle, som gav Coster-Waldau international berømmelse.

Nikolaj Coster-Waldau voksede op i en lille landsby på syd-sjælland, før han opdagede skuespillet i sin tid på Næstved Gymnasium. Skuespillerdrømmen blev forfulgt på Statens Teaterskole i København, og med filmdebuten i hovedrollen i Ole Bornedal's Nattevagten (1994) brød han øjeblikkeligt stærkt igennem til hele Danmark og udlandet også. Ambitioner om at spille i internationale produktioner blev indfriet med roller i storfilm som Black Hawk Dawn (2001), Wimbledon (2004), og Kingdom of Heaven (2005), før rollen som John Amsterdam fandt vej til Coster-Waldau. Nikolaj er lige nu i fuld gang med optagelserne til HBO-serien Games of Thrones.

"Jeg er super glad for at være med i Headhunterne. Jeg er stor fan af Nesbø's bøger, så det her glæder jeg mig til. Og ikke mindst få lov til at spille over for Aksel Hennie, Norges svar på Mads Mikkelsen" – siger en meget glad Nikolaj Coster-Waldau.

Headhunterne er en stor nordisk satsning, hvor de største nordiske aktører er involveret. Med Nordisk Film i Danmark, Yellow Bird i Sverige og Friland i Norge er filmen et samarbejde med tunge europæiske aktører, som er med til at give Headhunterne en international profil. Med Millennium-trilogien viste Yellow Bird os potentialet i en nordisk krimisuccess. Headhunterne følger i Millennium's fodspor og lover de skandinaviske biografgængere en intens actionthriller med stærke karakterer og i højt tempo .
Den norske A-liste skuespiller Aksel Hennie er allerede blevet offentliggjort til at spille hovedrollen som mestersvindleren Roger Brown i Headhunterne. Den prisvindende Aksel Hennie er en af de aller-største norske skuespillere for tiden. Han kunne sidst opleves i den dominerende hovedrolle i den enormt succesfulde besættelsesthriller Max Manus, som blev set af over 1 million nordmænd, og han er pt. ved at afslutte indspilning af krigsfilmen Age of Heroes i England overfor Sean Bean.

Det er også afgjort at Synnøve Macody Lund skal spille Diana, kone til Aksel Hennies karakter Roger Brown. Synnøve er til daglig journalist og har tidligere arbejdet som model. Hun debuterer som skuespiller i Headhunterne.

"Med dette cast får jeg lov til at arbejde med alle mine førstevalg. Nikolaj Coster-Waldau og Aksel Hennie er to af skandinaviens ypperste skuespillere, og vi har nu fået grundlaget til at skabe et nervebundt af en film" - siger en glad Morten Tyldum som skal instruere Headhunterne.

Headhunterne er baseret på kriminalromanen af Jo Nesbø, der er anerkendt som én af de dygtigste, mest sælgende og læste skandinaviske forfattere i vor tid. I den norske avis Dagbladets kåring af de bedste norske kriminalromaner blev Jo Nesbø den overlegne publikumsvinder. Han tog de tre første pladser og samtlige af hans otte bøger var blandt de tretten bedste. Hans bøger har solgt næsten 2 millioner eksemplarer i Norge, er oversat til mere end 40 sprog, og han regnes som en af Europas største krimiforfattere.