Logo

RSS Print

Muslimske stilikoner tordner frem

Kvinder med tørklæder er for alvor begyndt at blade sig i modebilledet – ALT for damerne bringer den første modeserie med det muslimske tørklæde

Skønhed og elegance går hånd i hånd med religiøs overbevisning hos de nye stilikoner. Tidligere i år lancerede modehuset Dolce & Gabbana en hijab-kollektion, og for nylig havde H&M deres første model med tørklæde på.

De stilsikre muslimske kvinder stormer frem, og med ønsket om at nedbryde tabu og give stærke kvinder en stemme, bringer ALT for damerne for første gang både Indblik og en stor modereportage med tørklæde i det nye nummer.

”Vi har glædet os til at bringe netop denne tendenshistorie, som på bedste vis kombinerer det, som vi på ALT for damerne elsker at hylde, nemlig stærke kvinder, nye trends og en god historie,” siger chefredaktør Tina Nikolaisen.

Den 21-årige farmaceutstuderende Zaineb Oussaisi er den mest populære muslimske modeblogger i Danmark. Hun har 132.000 følgere på sin Instagram-profil, hvor hun poster outfit billeder under navnet Zizi.

”Selvfølgelig kan jeg se smart ud, følge min religion og bære tørklæde på samme tid,” siger hun til ALT for damerne.

Zizi har følgere verden over med forskellige religiøse overbevisninger. Og ifølge kultursociolog Connie Carøe er der en gevinst i det større perspektiv ved, at den muslimske mode markerer sig.

”Det viser, at vi har muslimske kvinder i det offentlige rum – de er på gaden, de er på uddannelsesinstitutionerne, de er på arbejdspladserne, i medierne. Ellers ville de ikke have behov for mode,” siger hun til ALT for damerne.

Zaineb Oussaidi er blevet en rollemodel for unge kvinder i mange dele af verden. Hun valgte selv tørklædet til i en alder af 14 år, og i den første tid var det svært som praktiserende muslim at sammensætte outfits, som skal være løstsiddende, så man ikke kan se formerne.

”Men jeg skulle bare prøve tingene og udfordre mig selv stilmæssigt,” siger hun i Alt for damerne, der er på gaden nu.