Logo

RSS Print

Modig filminstruktør får Erik Ballings Rejselegat 2015

Filminstruktør May el-Toukhy modtager Nordisk Film Fondens prestigefyldte Erik Ballings Rejselegat på 50.000 kroner. May el-Toukhy debuterede i år med den friske og modige romantiske komedie ”Lang historie kort”. 

Nordisk Film har i dag fejret sin 109. fødselsdag med uddelingen af Erik Ballings Rejselegat på 50.000 kroner. Legatet går til filminstruktøren May el-Toukhy, som tidligere i år debuterede med den romantiske komedie ”Lang historie kort” med blandt andre Trine Dyrholm og Jens Albinus på rollelisten.

“Årets modtager er en instruktør, som med sin debut har vovet at begive sig derud, hvor de færreste tør bevæge sig i dansk film. Med et ønske om at røre, bevæge og berige det danske publikum med noget så sjældent som en romantisk komedie der føles nutidig, frisk og modig. Vi kan med Balling-prisen sørge for at sende dette års modtager ud i verden og samle inspiration og energi til at komme tilbage og berige os alle med mere af den samme ambition, vovemod og høje kvalitet,” hedder det blandt andet i motiveringen fra årets jury.

Inspiration og skaberlyst

Erik Ballings Rejselegat er på 50.000 kroner og blev indstiftet af Nordisk Film Fonden i forbindelse med Nordisk Films 100-års jubilæum i 2006. Legatet uddeles hvert år i forbindelse med Nordisk Films fødselsdag i november og er tidligere blevet tildelt blandt andre Lise Nørgaard, Nikolaj Arcel, Susanne Bier og Bent Fabricius-Bjerre.

Prisen er et rejselegat, fordi Erik Balling sammen med kollegaen Henning Bahs i mange år viste, at rejser befordrer inspiration og skaberlyst – og giver kræfter til nye indsatser. Prismodtageren udvælges af en jury nedsat af Nordisk Film Fondens Råd. I 2015 består juryen af filmproducer René Ezra (formand), skuespiller Danica Curcic og manuskriptforfatter Maya Ilsøe.

Filmtalenter

May el-Toukhy blev færdig som instruktør fra Den Danske Filmskole i 2009. Hun har arbejdet på flere dramaserier for DR og debuterede i år med filmen ”Lang historie kort”, der handler om en gruppe venner i 30erne og 40erne, som alle kæmper med ideen om det perfekte liv. Hun er nu i gang med at udvikle sin anden spillefilm.

”Nordisk Film Fondens mission er at fremme initiativer, der udvikler og synliggør filmtalenter i verdensklasse. Jeg er stolt af, at vi med vores hæderspriser har mulighed for at belønne de nye filmtalenter, som er med til at sikre høj kvalitet og alsidighed i dansk film,” siger Allan Mathson Hansen, adm. direktør for Nordisk Film. 

Nordisk Film Fonden dygtiggør talenter og fremmer den gode filmfortælling – gennem mere end 20 år har fonden bidraget til udviklingen i den danske filmbranche. I 2015 har Nordisk Film Fonden en bevilling på 4,65 mio. kroner. Nordisk Film Fonden hjælper unge talenter ud i verden og støtter projekter med fokus på talentudvikling og vidensdeling. Desuden hylder Nordisk Film Fonden talenter foran og bagved kameraet gennem de tre prestigefyldte hæderspriser: Nordisk Film Prisen, Erik Ballings Rejselegat og Ove Sprogøe Prisen. Nordisk Film Fonden har været en del af Egmont Fonden siden 1993.

Tidligere modtagere af Erik Ballings Rejselegat

  • 2014: Maya Ilsøe
  • 2013: Sisse Graum Jørgensen og Louise Vesth
  • 2012: René Ezra og Tomas Radoor
  • 2011: Martin Zandvliet
  • 2010: Susanne Bier
  • 2009: Åke Sandgren
  • 2008: Adam Neutsky-Wulff
  • 2007: Dan Laustsen
  • 2006 (fire prismodtagere): Nikolaj Arcel, Anders Østergaard, Lise Nørgaard, Bent Fabricius-Bjerre