Merete Pryds Helle modtager De Gyldne Laurbær

24.01.2017

En rørt Merete Pryds Helle blev tirsdag hædret med De Gyldne Laurbær for sin roman "Folkets skønhed" og for hele sit forfatterskab.

Merete Pryds Helles roman "Folkets skønhed", der udkom i maj 2016, har fået mange flotte anmeldelser, den har ligget stabilt på bestsellerlisterne, og romanen belønnes nu med en af Danmarks mest prestigefyldte bogpriser, De Gyldne Laurbær.

Det var en overrasket og synligt rørt Merete Pryds Helle, som modtog De Gyldne Laurbær på Det Kongelige Bibliotek. Her skulle hun deltage i et arrangement, hvor Dronning Margrethe fik overrakt en folkegave af Islands præsident Guðni Thorlacius Jóhannesson og fru Eliza Jean Reid; en nyoversat udgave af De Islandske Sagaer, som Merete Pryds Helle har været konsulent på.

Men inden det kom så langt, stod der pludselig kamerahold fra hele den danske presse, en større delegation fra hendes forlag, Lindhardt og Ringhof, samt formanden for De Gyldne Laurbær, Kenneth Pedersen.

“Laurbærkomiteen er meget begejstrede for valget af Merete Pryds Helle. Det er den helt rigtige vinder – en skønlitterær forfatter med stort F. Det er selvfølgelig oplagt, at hun får den på baggrund af hendes fremragende roman, Folkets Skønhed, men det er vigtigt at understrege, at det er for hele forfatterskabet, hun modtager prisen,” sagde han.

“Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er meget overrasket og meget rørt,” smilede Merete Pryds Helle.


Det er de ansatte i landets knap 400 boghandler, der er bestemt, at det er Merete Pryds Helle, der skal modtage De Gyldne Laurbær for romanen.

"Folkets skønhed" er en slægtskrønike, som fortæller om Marie, der vokser op på Langeland 1930’erne i et hjem, hvor børnene er mange, pengene få og vold hverdag - også før krigen kommer og gør et fattigt samfund endnu fattigere.

Lyset melder sig i form af Otto, en elektrikerlærling med klare blå øjne. Sammen undslipper de Langelands fattigdom og rejser til hovedstaden for at skabe sig en ny og bedre fremtid. Men Langeland flytter med på godt og ondt.

“Folkets Skønhed” er baseret på Merete Pryds Helles egen familiehistorie.

Merete Pryds Helles roman er indstillet til et væld af litterære priser. Blandt andet Politikens Litteraturpris, Weekendavisens Litteraturpris og DR Romanprisen.