Logo

RSS Print

Magasin: Et godt liv for børn og unge

Læs projekthistorierne og bliv klogere på tankerne bag Egmont Fondens almennyttige arbejde.

Årsmagasinet for Egmont Fondens almennyttige aktiviteter 2010 er netop udkommet. Fondens årlige udgivelse har fået et helt nyt format, og de gode historier er kommet klart i fokus.

På baggrund af en læserundersøgelse af Egmont Fondens almennyttige årsskrift for 2009 er bestyrelsesberetninger og bevillingsoversigter i år lagt på Egmont Fondens hjemmeside, og årsskriftet er blevet til et magasin med journalistiske artikler.

I ord og billeder beskriver artiklerne de strategiske rammer for Egmont Fondens almennyttige arbejde. Samtidig illustrerer en række historier fra nogle af de projekter, som fonden har støttet i 2010, konkret resultaterne af den almennyttige indsats. Egmont Fondens almennyttige vision – at skabe et godt liv for børn og unge ved at støtte deres muligheder for en aktiv og engageret deltagelse i samfundet – er kommet helt i front, bogstaveligt talt.

Henriette Christiansen, direktør for Egmont Fondens Støtte- og bevillingsadministration, glæder sig til at bruge magasinet i indsatsen for at skabe synlighed omkring indsatsområderne og den effekt, fondsmidlerne er med til at skabe:

”Vi tror, at det gør en forskel at fortælle historierne, der sætter kød og blod på de almennyttige bevillinger. Synlighed om resultaterne af indsatsen giver inspiration til mange nye projekter og samarbejdsrelationer med det formål at sikre et godt liv for børn og unge i Danmark.”

I løbet af de næste par måneder vil du her på hjemmesiden kunne læse en serie af artikler fra årsmagasinet. Hvis du ikke kan vente så længe, kan du bladre i magasinet til højre.

Ønsker du at modtage et trykt eksemplar af årsmagasinet, er du velkommen til at sende os en mail.