Logo

RSS Print

Lindhardt og Ringhof præsenterer ny organisation

Lindhardt og Ringhof opretter en ny digital redaktion, etablerer én samlet fagbogsredaktion og styrker redaktionen på børnebogsforlaget Carlsen. Der ansættes 11 nye medarbejdere med stor redaktionel tyngde. Ambitionen er at skabe et attraktivt redaktionelt miljø med højt til loftet og kort vej til beslutninger.

Lindhardt og Ringhof opretter en ny digital redaktion, etablerer én samlet fagbogsredaktion og styrker redaktionen på børnebogsforlaget Carlsen. Der ansættes 11 nye medarbejdere med stor redaktionel tyngde. Ambitionen er at skabe et attraktivt redaktionelt miljø med højt til loftet og kort vej til beslutninger.

Forlagsdirektør Lars Boesgaard præsenterer i dag sin nye organisation i Lindhardt og Ringhof. Omstruktureringen er et led i den proces, der skal være med til at genetablere Lindhardt og Ringhof som et succesfuldt, konkurrencedygtigt og levende forlag.

Vægten er lagt på at sikre den redaktionelle handlekraft, hvilket afspejles i 11 nyansættelser af medarbejdere med stor redaktionel tyngde.

"Vi ønsker, at forfatterne skal opleve forlaget som åbent, energisk og handlekraftigt. Derfor er ledelsesstrukturen – og dermed beslutningsgangene i redaktionerne – blevet stærkt forsimplet, så der sikres kortest mulig vej fra idé til handling. Derudover skal produktionsfolk, sekretærer m.fl. sidde tæt på redaktionerne og dermed forfatterne," siger direktør i Lindhardt og Ringhof, Lars Boesgaard. Han fortsætter: "Lindhardt og Ringhof's redaktioner er nu i det store og hele på plads, dog vil den skønlitterære redaktion også blive styrket og udbygget."

Fakta om den nye redaktionelle struktur

Digitale udgivelser
Der etableres en egentlig digital redaktion, som skal styrke fokus på digitale udgivelser på alle platforme herunder en kraftig udbygning af forlagets lydbogsprogram. Som chef for denne redaktion tiltræder Gertrud Smith. Gertrud Smith kommer fra Gyldendal og har igennem de sidste fire år været en væsentligt figur i opdyrkelsen af netop disse titler på det danske bogmarked.

Fagbøger
Tre mindre fagredaktioner samles til én fagbogsredaktion med kompetencer og kapacitet til at udgive fagbøger inden for alle områder – fx vil kulturlitteratur og historiske bøger igen blive en del af udgivelsesprogrammet. Der tiltræder fire nye forlagsfolk med brede kompetencer inden for fagbogsudgivelser.

Børnebøger
Carlsen, Danmarks største og førende børnebogsforlag, styrkes redaktionelt med ansættelsen af Camilla Schierbeck som ny forlagschef. Hun har en stærk redaktionel baggrund bl.a. fra Gyldendal og Carlsen. Derudover får forlaget en selvstændig salgsorganisation med Martin Schölarth som salgschef.

Salg
Salgsafdelingen for voksenredaktionerne er blevet reorganiseret og Anders Mejlbjerg tiltræder som ny salgschef. Anders Mejlbjerg har omfattende branchekendskab og kommer fra en stilling som forlagschef hos Thanning og Appel. Han skal stå i spidsen for at udbygge forlagets salg til både boghandlere, supermarkeder og andre relevante udsalgssteder.

Presse- & marketing
Presse- & marketingsafdelingen får ligeledes en ny chef med redaktionel baggrund. Søren Anker Madsen er uddannet journalist og kommer senest fra en stilling som chefredaktør for to Aller-magasiner. Søren har selv udgivet flere bøger og har gennem en årrække været journalist på Berlingske Tidende.

Skønlitteratur
Inden for skønlitteratur vil Lindhardt og Ringhof fortsat være stærke på den oversatte litteratur. Desuden vil redaktionen på ny dansk skønlitteratur blive udvidet.

Yderligere oplysninger:
Mika Bildsøe Lassen, Kommunikationsdirektør i Egmont, tlf: 20 55 26 55, eller
Nanna Lindhardt, Medie & Kommunikationskonsulent i Egmont 30 70 72 28.