Logo

RSS Print

Libanesisk tv-program om etik efter dansk opskrift

Ideen og konceptet er dansk, når etik og moral mandag den 13. oktober sættes til debat i et libanesisk tv-studie.

Produktionsselskabet Future TV i Beirut optager et tv-program, opfundet af Nordisk Films tv-produktionsselskab i Danmark. "Sandhedens Time", der endnu ikke har haft dansk tv-premiere, er på vej til flere lande i forbindelse med disse dages internationale tv-festival i Cannes, MIPCOM. Nordisk Film eksporterer flere og flere ideer til tv-programmer, som præsenteres samtidig overfor danske tv-stationer og det internationale marked.

I "Sandhedens Time" har tv-folk fra hele verden ladet sig overbevise af en dansk prøveudgave af dilemma-talkshowet, hvor sangerinden og tv-værten Signe Svendsen diskuterer livets store spørgsmål med gæster i studiet. Optioner og licenser på programmet er foreløbig solgt til 15 lande. I Rumænien er "Sandhedens Time" hver fredag landets mest populære program.

Nordisk Films største eksportsucces i Cannes er "Fornemmelse for Mord", der har haft store seertal i Danmark, Norge og Sverige. Programmet debuterede i Australien som aftenens mest populære program. I Rumænien, hvor et mord blev opklaret i forbindelse med programmet, er 12 nye episoder netop bestilt. Alt i alt har foreløbig 15 lande købt licens eller optioner på programmet.

- Eksport af danske tv-ideer, der endnu ikke har været på skærmen, er et skulderklap, som er med til at fremme kreativiteten. Til gavn for både branchen og for tv-seerne, siger Lars Mandal, adm. dir. for Nordisk Film A/S TV Produktion.

Yderligere oplysninger:
Adm. dir. Lars Mandal, Nordisk Film A/S TV Produktion Danmark, +45 23 33 03 53
Underholdningschef Anders Stahlschmidt, Nordisk Film A/S TV Produktion Danmark, +45 23 33 03 16
Pressechef Henrik Harring Jørgensen, Nordisk Film, +45 23 33 02 65

NORDISK FILM er en del af Egmont og ledende inden for udvikling, produktion og distribution af levende billeder i de nordiske lande. Aktiviteterne omfatter film, tegnefilm, reklamefilm, musikvideoer, video, dvd, TV samt elektroniske spil. NORDISK FILM er indehaver af de nordiske rettigheder til distribution af Sony PlayStation og ejer biografer i Danmark og Norge. Derudover ejer NORDISK FILM selskaber inden for post produktion, filmlaboratorier og udlejning af broadcastfaciliteter. NORDISK FILM havde i 2002 en samlet omsætning på € 432 mill. og beskæftiger 1.152 medarbejdere.