vildheks

Lene Kaaberbøls populære bogserie Vildheks bliver til magisk eventyrfilm for hele familien

15.05.2017

VILDHEKS, som netop har startet optagelser i skovene i Ungarn, bliver instrueret af Kaspar Munk. Filmen har Gerda Lie Kaas i titelrollen samt Sonja Richter og Signe Egholm Olsen i bærende roller. Filmen har premiere op til efterårsferien 2018.

Lene Kaaberbøls enormt populære bestseller bogserie Vildheks får nu sin helt egen stort anlagte eventyrfilm. Filmen VILDHEKS er baseret på den første bog i serien om bypigen Clara, der finder ud af, at hun tilhører en gammel slægt af vildhekse med helt speciel kontakt til naturen og dyrene. Bøgerne har været en stor succes i Danmark og i andre lande som Tyskland og England. Produktionsselskabet Good Company Films producerer VILDHEKS, der med et budget på 34 mio. kr. bliver en af næste års helt store danske familiefilm. Optagelserne er netop startet i Ungarn, og filmen har forventet biografpremiere 11. oktober 2018.

Handlingen

12-årige Clara er en helt almindelig pige, der bor i byen, går i skole og hænger ud med sin bedste ven Oscar. En dag bliver Clara angrebet af en stor sort kat, og med ét forandres hendes almindelige liv for altid. Da Clara bliver alvorligt syg med kattefeber, beslutter hendes mor at tage Clara med ud til sin søster Isa som de ellers ikke har set i mange år. Isa er en vildheks, som bor langt ude i skoven med sin hund Tumpe og sin vildven, uglen Tutu.

Ude hos Isa finder Clara ud af, at hun også er vildheks, og at den sorte kat er hendes vildven, som prøver at beskytte hende mod den onde heks, Kimæra. Da hendes vildven bliver kidnappet af Kimæra, beslutter Clara sig for at tage ud på en farefuld rejse, hvor hun må bruge sine nye evner for at overvinde de onde kræfter og bevise overfor sig selv, at hun ikke længere er en normal pige, men en vaskeægte vildheks.

VILDHEKS bliver en storslået dansk eventyrfilm, hvor seje hekse og magiske dyr inviterer hele familien med på en spændende og underholdende rejse ud i den eventyrlige natur og ind i den vilde verden.

Holdet foran og bag kameraet

I det store persongalleri kan publikum bl.a. glæde sig til at møde debutanten Gerda Lie Kaas som Clara. Sonja Richter spiller Moster Isa, og i øvrige roller ses bl.a. Signe Egholm, Kirsten Olesen og May Lifschitz som den onde heks Kimæra.

Det bliver Kaspar Munk, der skal instruere filmen. Han har tidligere lavet de roste ungdomsfilm Hold om mig og You and Me Forever og har desuden instrueret DR’s populære Julekalender Tidsrejsen, flere afsnit af DRs Bedrag samt været konceptuerende instruktør på den kommende DR-dramaserie På Herrens Veje, der får premiere til efteråret. Filmens manuskript er skrevet af Bo Hr. Hansen og Poul Berg, mens Adam Wallensten er fotograf, og Sabine Hviid har ansvaret for filmens production design.

VILDHEKS produceres af Anni Faurbye Fernandez og Stinna Lassen for Good Company Films i samarbejde med TV2 og er co-produceret med Nevision (UK), Yellow Bird (Sverige), Cinenord Kidstory (Norge), Proton (Ungarn) samt Red Rental, Filmgear, Act3 og The Gentlemen Broncos.  Filmen distribueres i Skandinavien af Nordisk Film Distribution, mens TrustNordisk varetager det internationale salg. Filmen er støttet af det Danske Filminstitut, Norsk Filminstitut, Nordisk Film & TV Fund samt Eurimages.