Logo

RSS Print

L & R-redaktør modtager Forlæggerforeningens jubilæumslegat

Torsdag aften modtog Lindhardt og Ringhofs digitale redaktør Maria Hagsten Pedersen Forlæggerforeningens jubilæumslegat for sin ekstraordinære indsats for at udvikle og højne kvaliteten af danske e-bogsudgivelser.

  • Foto: L&R

    Foto: L&R

"Maria er en stærk fortaler for internationale standarder, især epub3, men allerhelst hvis hun kan tilføje dem noget nyt, eksperimentere med nye muligheder og funktioner. Nogen ville indvende, at så er de jo ikke fælles standarder længere, men sådan må det være, når man sidder allerforrest i vognen, ja faktisk helst løber foran den samtidig med at man i kodesprog tilføjer faldende sne til Kim Fupz Aakesons historie om en deprimeret, storrygende julemand og får cirklerne i Thorstein Thomsens cirkeldigte til at dreje rundt og tale."

Sådan lød ordene, da Forlæggerforeningens afgående formand, Per Hedemann, overrakte Maria Hagsted Pedersen diplomet, der blev uddelt ved Forlæggerforeningens generalforsamling på H.C. Andersen slottet torsdag aften.

"Maria har i løbet af sin ansættelse hos Lindhardt og Ringhof gjort en stor indsats for at udvikle og højne standarden for vores e-bøger. Maria tildeles legatet for at forstå både skærmenes muligheder og begrænsninger, for evnen til at asfaltere mens hun kører, for at kunne tale med indiske it-leverandører og lokale it-analfabeter og for at bygge bro mellem indhold og form i en digital verden", udtaler en stolt Gertrud Smith, Redaktionschef for L&R Digital

Fakta: Forlæggerforeningen

Forlæggerforeningen er en interesseorganisation for forlag i Danmark, der har til formål at fremme medlemsforlagenes fælles interesser.

Foreningen er forlagenes fælles talerør i forhold til regering, politikere, myndigheder, presse samt offentligheden i øvrigt.

Blandt medlemmerne er Lindhardt og Ringhof, Alinea og Gyldendal.