Logo

RSS Print

Koncernchef bliver 50

Imponerende resultater følger Steffen Kragh, som i en alder af 50 år allerede har 12 år bag sig som koncernchef for Egmont.

  • Steffen Kragh (photo: Steen Brogaard)

    Steffen Kragh (photo: Steen Brogaard)

Koncernchef for Egmont Steffen Kragh samlede for nylig sine 100 øverste direktører til et strategiseminar. Direktørerne for TV 2 Norge, Nordisk Film, bogforlag, biografer og de hundredevis af magasiner blev mødt med John Lennons sang Power To the People og fik hver et Go Pro-kamera med hjem.

Ideen var typisk for Steffen Kragh, der netop har fyldt 50 år. For selv om Egmont under hans ledelse de seneste 12 år har femdoblet både driftsresultat og egenkapital og er Danmarks største mediekoncern – 4 gange så stor som f.eks. Danmarks Radio - og en af de førende i Norden med en omsætning over 12 milliarder, så er Steffen Kragh lige opsat på at udvikle forretningen.  

Forbrugernes medievaner forandrer sig hastigt i disse år. Mobile platforme og streaming on demand skal en mediekoncern være på forkant med, når forbrugerne har magten og selv bruger deres Go Pro-kamera til at fortælle historier på YouTube, lød budskabet.  

Også selv om det i modsætning til mange andre mediekoncerner går godt i Egmont. Steffen Kragh har netop offentliggjort et rekordstort årsregnskab for tredje år i træk og kunne samtidig fortælle, at halvdelen af omsætningen nu stammer fra skærmbaserede medier.  

Allerede under cand. merc. studiet arbejdede Steffen Kragh med at finde fremtidens indtjening i et job som finansanalytiker. Den finansielle baggrund gav ham job igennem fire år i Hafnia Holding, hvor han på nærmeste hold var med i slutfirsernes største finansdrama som direktionsassistent. Det at have oplevet så stor turbulens tidligt har Steffen Kragh senere fremhævet som uvurderlig læring, ligesom det at han allerede i en alder af 28 år fik betroet tre eksterne bestyrelsesposter modnede.

Derefter fulgte Egmont, blandt andet som chef for Egmont datterselskaber, og samtidigt supplerede han med en MBA, inden han i en alder af 37 år blev koncernchef. Da han i et interview for nylig blev spurgt, om det ikke var lang tid at være chef samme sted, svarede han, at det bestemt ikke er den samme koncern eller medieverden længere. 

Egmont omfatter i dag 6.600 medarbejdere i 30 lande med virksomheder som TV2 Norge, Nordisk Film, delejerskab af Zentropa, Lindhardt & Ringhof, biografer, PlayStation og hundredevis af magasiner fra Alt for damerne, Rum, Anders And, Gastro, Eurowoman, Hjemmet, Fit Living og Euroman.

Øverste chef kunne selv være på coveret af et at sine magasiner. Han løber maraton og Vasa-løb, har et hæderligt golf-handikap, jagttegn, kører racercykel og holder af at lave italiensk mad – gerne simpelt, men godt - og gode vine. Hustruen Helle og de to døtre på nu 17 og 19 år er et helt centralt omdrejningspunkt. 

Som leder har han sat retning og skabt det overskud, der skal til, for at give plads til det kreative – fire Oscar-nomineringer på fire år, markante magasiner og bestseller-bøger og premium-rettigheder til TV 2 Norge som f.eks. OL i Sochi. Det afgørende er kvalitetsindhold og gode historier - We bring stories to life. I Egmont skal der være kreativitet, innovation og udviklingstrang. 

Steffen Kragh er en afholdt chef. Han personificerer ordentlighed, kvalitet og indhold og er selv den første til at introducere en ny gadget eller netmagasin. Han kan konkurrenternes nøgletal i hovedet og har som regel ret, hvis han får øje på en detalje – og detaljerne har han blik for. Om dette siger han selv: ”Som direktør skal jeg både have strategisk overblik og forstå detaljen. Der er i detaljen man forstår, hvorfor noget er, som det er.”