Logo

RSS Print

Kendte nisser får nyt liv i pop-up café

Fra søndag den 24. november til juleaften bliver caféen "Kafferiet" ved Kongens Have i København forvandlet til et juleunivers med de kendte nisser fra Nissernes Jul, som i sin tid blev skabt af Rasmus Klump-tegner Vilhelm Hansen. Med pop-up caféen bliver det for første gang muligt at træde ind i et stykke klassisk, dansk julekultur. Det er samtidig en unik mulighed for at se og købe genoptryk af de originale tegninger.

  • Nissernes Jul

    Nissernes Jul

  • Rud Christiansen

    Rud Christiansen

  • Kafferiet ved Kongens Have

    Kafferiet ved Kongens Have

Nissernes Jul blev opfundet af tegneren og maleren Vilhelm Hansen (1900-1992), som også er kendt for eventyrene om Rasmus Klump. Den alsidige kunstner var en meget benyttet illustrator af bl.a. julepostkort og julenoveller, og nisser var hans yndlingsmotiv.

Sammen med sin hustru, Carla Hansen (1906-2001), skabte Vilhelm Hansen en række populære julebøger, bl.a. "Ingen jul uden bedstemor", der løbende bliver genoptrykt og kravlenisser, som stadig ligger i julekasserne i mange danske hjem.

Nu kan de velkendte nisser genopleves i Kafferiet fra den 24. november og en måned frem som "pop-up café". En del af originaltegningerne er blevet genoptrykt i et samarbejde mellem ejeren af Kafferiet, iværksætteren Rud Christiansen, og ejeren af rettighederne til Nissernes Jul, Egmont Publishing.

Tegningerne er indrammede og kan købes i caféen, mens man nyder en æbleskive og Ove Sprogøes højtlæsning af historierne fra Nissernes Jul i højtalerne.

Egmont og Kafferiet afprøver pop-up café konceptet i København med mulighed for udvidelse til flere caféer i andre byer og evt. også i udlandet til næste jul.

Priserne på genoptrykte og indrammede originaltegninger af Nissernes Jul starter ved 150 kr.

Kafferiet er åbent hver dag fra 24. november til 24. december i tidsrummet 12-18.

Kafferiet ligger på Kronprinsessegade 1, 1306 København K