Logo

RSS Print

Jumbobogen runder nummer 400

En af danskernes favoritter kan fejre jubilæum, når Jumbobog nummer 400 udkommer den 6. maj.

  • Jumbobog nummer 400. Copyright Disney.

    Jumbobog nummer 400. Copyright Disney.

Det hele startede i juni 1968 med den første Jumbobog - Onkel Joakims trillioner. Idéen opstod i Italien, hvor Egmonts gamle samarbejdspartner, Mondadori, producerede og udgav pocketbogen I Classici di Walt Disney. Den udkom i december 1957, og det blev startskuddet for Jumbobogen og alverdens pocketbøger.

De første mange år bestod Jumbobøgerne af italiensk materiale og amerikanske serier af Carl Barks. Produktionen foregik på Mondadoris trykkerier, og hver anden side var i sort/hvid. Det skyldtes en gammeldags trykpresse, som kun var i stand til at trykke farver på den ene side af papiret. I dag er Jumbobøgerne helt i farver, men den vilde, italienske tegnestil er stadig fremtrædende. Mange af historierne laves i Italien, men også Egmonts egenproduktioner fylder siderne.

400 Jumbobøger svarer til over 102.000 sider, men efterspørgslen på historier fra Andeby er så stor, at det ikke har været nok. Derfor udkommer der sideløbende med Jumbobøgerne otte tykke pocketbøger årligt med hvert deres særlige tema. Tidligere har der også været udgivet lidt tyndere bøger som for eksempel Lommeanden, Lommemusen og Lommebanden.

Udover det særlige tal på forsiden er alt, som man kender det i Jumbobog nr. 400. Det er stadig de gode historier med ænderne, musene og menneskene (med hundesnuder), der er i centrum. Præcis som i de første 399.

Fakta om Jumbobøgerne

  • 400 Jumbobøger fylder godt 5,6 meter hyldeplads.
  • Nogle figurer optræder kun i Jumbobøgerne. F.eks. Vildmule, Hilda og Bisse.
  • I Jumbobøgerne 361-364 udkom Mission Termisk Hjerte, som var den første og eneste fortsatte historie i Jumbobogens historie.
  • TOT-universet (Tæmning af Overnaturlige Trusler) er skabt af danskere.