Logo

RSS Print

’Johnny Was’ klippes i Danmark

International gangster-thriller med verdensberømte musik- og sportsstjerner klippes i Danmark

Rocklegenden Roger Daltrey fra The Who og Lennox Lewis, den tidligere verdensmester i boksning, er blandt de kendte navne, som et irsk og et engelsk filmselskab sammen med Nordisk Film har overtalt til at optræde foran kameraet. Sammen med kendte skuespillere kaster flere musik- og sportsstjerner glans over gangster-thrilleren "Johnny Was", som Nordisk Film nu klipper i Danmark. Trods et lille budget er store navne kommet på plakaten.

Efter 31 dages optagelser i Belfast og London skaber en håndfuld Nordisk Film-medarbejdere de næste par måneder den egentlige film i studierne i Valby.

Bag filmen står irske Borderline Productions og engelske Affinity Films sammen med Nordisk Film. Trods et beskedent budget på 4 millioner $, er det lykkes instruktør Mark Hammond at samle et stærkt team af skuespillere.

I den hårdkogte hovedrolle optræder den tidligere fodboldstjerne Vinnie Jones. Blandt håndlangerne er den forhenværende verdensmester i sværvægtsboksning Lennox Lewis og Roger Daltrey fra rockgruppen The Who, senest kendt fra Live8. Rollelisten omfatter også MTV-stjernen Samantha Mumba sammen med skuespillere som Eriq La Salle (E.R.), Patrick Bergin (Sleeping with the Enemy) og Laurence Kinlan (Ned Kelly).

Genremæssigt minder 'Johnny was' om film som 'Sexy Beast', 'Lock Stock and Two Smoking Barrels' og 'The Long Good Friday'.

'Johnny was' er den første i en række nye internationale co-produktioner, hvor Nordisk Film investerer penge eller arbejdskraft, fx post produktion. Lars Hermann, co-produktionschef hos Nordisk Film og medproducent på 'Johnny Was' siger:

"Internationalt har dansk film meget at byde på – også når det gælder post produktion. Vi håber, 'Johnny Was' kan trække flere produktioner til Danmark. Optagelserne er lovende. Ambitionen er, at dette bud på en intelligent thriller appellerer til både det europæiske og amerikanske publikum."

Filmen får premiere i 2006 i Storbritannien, men allerede nu er det internationale salg gået i gang.