Logo

RSS Print

Japanerne tager Rasmus Klump til sig

En nyåbnet Rasmus Klump-butik i den japanske hovedstad havde i weekenden fint besøg

Japanerne har for alvor taget den pandekagespisende bjørn Rasmus Klump til sig. I lørdags besøgte den danske ambassadør i Japan, Freddy Svane, den nyeste shop med Rasmus Klump-produkter og -merchandise i det splinternye og mondæne shoppingcenter Modi Shibuya.

Ambassadøren blev modtaget af Rasmus Klump, og efter udvekslingen af visitkort, der foregik efter alle japanske høflighedsforskrifter, passerede bjørnen og ambassadøren sammen et af Tokyos mest ikoniske trafikkryds, Shibuya Crossing.

- Det var en fantastisk oplevelse at se Rasmus Klump spadsere over Japans mest berømte vejkryds sammen med ambassadøren, fortæller Keiko Inuzuka, der er Egmonts japanske samarbejdspartner.

Modetøj med Klump
Shoppen med Rasmus Klump er placeret i stueetagen af stormagasinet lige ved siden af hovedindgangen, hvor mange mennesker dagligt passerer. Butikken er en såkaldt pop-up shop, der holder åbent i december, særligt rettet mod den travle japanske julehandel.

Rasmus Klump har også indtaget en del af første sal i shopping centret, for Rasmus Klump samarbejder med det japanske modebrand Ne-Net. De særlige Rasmus Klump-designs er en del af Ne-Nets produkter, der er repræsenteret i alle kædens 30 butikker.

Rasmus Klump hitter på sociale medier og "live"
Mange kunder benyttede lejligheden til at blive foreviget sammen med den populære, danske bjørn.

- Han glæder folk alle de steder, han dukker op, og folk deler deres møder med Rasmus Klump på Twitter, Facebook og Instagram, siger Keiko Inuzuka.

Efterspørgslen efter den ”levende” Rasmus Klump er overvældende, fortæller Michael Benzon, Head of Licensing. Rasmus Klump dukker således op ved flere skandinaviske julemarkeder i Tokyo og i adskillige stormagasiner i hovedstaden.

- Japanerne er helt pjattede med den nordiske jul og kombinationen af Rasmus Klump og nordiske julehygge går rent ind, siger Michael Benzon.