Logo

RSS Print

Imperial viser Danmark – Holland LIVE i 3D – for første gang i Danmark!

På mandag kl. 13.30 blænder Nordisk Film Biografer op for en helt unik fodboldoplevelse, når vi transmitterer kampen mellem Danmark og Holland i LIVE 3D.

I samarbejde med EUTELSAT kommer der nu en helt ny fodboldoplevelse til landet. I det seneste år har vi vist mange af de nye 3D film og publikum har taget godt i mod den mere intensive oplevelse. Teknologien er nu nået videre, så vi også kan vise LIVE events i 3D, og hvad er bedre at starte med end Danmarks Åbningskamp.

Teknikken er helt ny og i Danmark har vi ikke før leveret 3D oplevelser live via satellit til biografernes store lærred.

I udlandet har man med stor fornøjelse set f.eks. Barcelona - Real Madrid, og finalen i French Open er også netop blevet transmitteret i 3D. Selve oplevelsen kendes fra film, hvor det er en langt mere intens og nærværende følelse at se underholdning i 3D. Og grænsen går bestemt ikke ved sport.

Koncerter, teater og andre aktiviteter ligger lige for
"Det er faktisk kun fantasien der sætter grænser" udtaler Jacob Elkær-Hansen. "Kombinationen af live og 3D giver en særdeles livagtig oplevelse af at være der selv, samtidig med at man deler stemningen og indtrykket med andre biografgæster". Nordisk Film Biografer planlægger at introducere flere VM kampe og andre former for underholdning i fremtiden.

Imperial står klar til at levere den store oplevelse på mandag. Et besøg i biografen er normalt en stille fordybelse i filmen, men når vi viser fodbold er gæsterne velkommen til at heppe på holdet, nyde forfriskninger og leve sig ind i den forhåbentlig gode stemning.

Og så er det formentlig Danmarks største indendørs visning af kampen, og det kan jo være kærkomment med det aktuelle sommervejr.

Billetterne er til salg på www.kino.dk og koster 85,- kr. stykket inklusive 3D brille.

Kontakt

Marketingdirektør
Jacob Elkær-Hansen
+45 61 63 84 91
E-mail

Eventchef
Lars Møller
+45 61 63 84 94
E-mail