Logo

RSS Print

Helle Thorning-Schmidt i Eurowoman: Folk har lyst til at ruske mig og sætte mig i bås

Hvordan er det at blive kaldt ufolkelig og følelseskold? Danmarks statsminister svarer i det nye nummer af Eurowoman, som over otte sider viser Helle Thorning-Schmidt i ord og smukke billeder.

Det er en sjældent åbenhjertig Helle Thorning-Schmidt som eksklusivt har lukket modemagasinet Eurowoman ind i Statsministeriet til både interview og foto-session.

I et langt interview om det at være mor, hustru, veninde og statsminister fortæller Helle Thorning-Schmidt blandt andet om, hvordan hun selv skovlede vand ud af kælderen efter oversvømmelsen i huset på Østerbro, og om, hvordan det er at folk klandrer hende for ikke at være folkelig eller følsom nok.

”…jeg kan mærke, at folk har lyst til at ruske mig eller sætte mig i bås. Men jeg er nået frem til, at jeg er, som jeg er, og jeg hviler meget godt i dén person,” lyder det blandt andet fra statsministeren, som dog også erkender, at hun ind imellem har lyst til at tage til genmæle:

”Jo, nogle gange, og det kan også godt være, at jeg gør det, når jeg bliver ældre,” siger Helle Thorning-Schmidt til Eurowoman.

Det hører til de absolutte sjældenheder, at statsministeren optræder i et modemagasin.

Faktisk skete det sidste gang i 2006 – også den gang hed magasinet Eurowoman. Chefredaktør Anne Lose kalder det ’et kæmpe scoop.

”Vi har valgår, det er 100-året for kvinders valgret – og statsministeren er forbillede for mange kvinder. Derfor er vi naturligvis stolte over både interview og de smukke billeder,” siger Anne Lose.

Bladet er på gaden torsdag den 26. marts.

Interviewet med Helle Thorning-Schmidt er en del af temaet ’Magtfulde kvinder på Borgen’, der også går tæt på spindoktoren Marie Bender Foltmann (rådgiver for forsvarsminister Nicolai Wammen (S)), journalisten Marchen Neel Gjertsen og ligestillingsordfører Fatma Øktem (V).