Logo

RSS Print

Frank Knau afløser Tommy Melle

Tommy Melle (62), der er adm. direktør for Egmonts Kids & Teens division, har fra 1. januar 2009 valgt at gå på pension efter mere end 20 år i Egmont.

Tommy Melles karriere i Egmont begyndte i 1988 med stillingen som adm. direktør for Serieforlaget AS i Norge – et job som han stadig bestrider og beholder til sin pensionering.

Frank Knau, der er adm. direktør for Egmont International får fremover også ansvaret for Egmonts Kids & Teens division og får dermed ansvar for cirka en tredjedel af Egmonts samlede omsætning, der i 2007 var på 11,1 mia. kr.

"Tommy Melle er 62 år, så hans pensionering kommer som forventet både internt og eksternt blandt samarbejdspartnere. For at sikre en glidende overgang og overlevering af langvarige forretningsforbindelser vil Frank Knau og Tommy Melle arbejde tæt sammen de næste fem til seks måneder, og Tommy Melle vil stå til rådighed for Frank Knau i 2009," siger Egmonts adm. direktør og koncernchef Steffen Kragh.

Fusion af Egmont Kids & Teens og Egmont International
De to divisioner vil over de kommende måneder blive fusioneret til én division med Frank Knau som adm. direktør. Målet er, at de to divisioner skal arbejde endnu tættere sammen og udnytte synergier.

"De to divisioner har samme fokusområder og licenser indenfor blade, bøger og underholdning til børn, og de arbejder allerede tæt sammen. Vi forventer fremover at kunne udnytte synergierne mellem de to divisioner så meget som muligt," siger Steffen Kragh.

Selv om Tommy Melles pension er planlagt, så forlader han Egmont med blandede følelser.

"Jeg forlader et job, som jeg har holdt meget af gennem mange år. Samtidig ser jeg frem til et nyt liv og nye oplevelser. Jeg forlader Egmont med en god følelse omkring fremtiden for Egmont Kids & Teens. Med Frank Knau ved roret vil divisionen og medarbejderne være i gode hænder på en erfaren og dybt professional leder og en god ven af mig gennem mange år," siger han.

Frank Knau ser frem til den nye udfordring.

"Jeg ser frem til at overtage en veldrevet division og få det bedste ud af sammenlægningen af Egmont Kids & Teens og Egmont International".

Der vil blive udpeget en ny adm. direktør for Egmont Serieforlaget AS i Norge. Tommy Melle beholder indtil videre sine bestyrelsesposter i en række bestyrelser.

Pressekontakt

Egmont
Mikkel Løndahl,
Pressechef
Tlf.: +45 33 30 55 50
Direkte: +45 33 30 52 77
Mobil: +45 21 15 49 25
Send e-mail