Logo

RSS Print

Fra cowboykanal til norsk arvesølv

Da Egmont skulle købe de 50 % af TV 2 blev virksomheden værdisat til hele 4,2 mia. NOK og betegnet som norsk arvesølv. Udviklingen fra Tv-kanal til fuldblods mediehus stod dog ikke skrevet i stjernerne, da en lille gruppe satte sig for at starte en landsdækkende Tv-kanal for 20 år siden.

Efter flere års diskussion besluttede det norske Storting sig i 1990 for, at der skulle oprettes en landsdæk­kende reklamefinansieret tv-kanal. Året efter fik TV 2 koncession og i 1992 startede de første sendinger.

En hektisk pengejagt ind i 1991 for at nå koncessionens krav. På ganske kort tid skulle en lille gruppe mennesker samle 500 mio. NOK. Og det med en svær business case i baghånden. Der var stor skepsis til om reklamemarkedet i Norge kunne ud­fylde den nye kanal. "De fleste var bare ikke klar over, at vi med en landsdækkende kanal åbnede op for internationale annon­cører," forklarer Oddvar Stenstrøm, som var en af de første på projektet TV 2.

I sit første interne nyhedsbrev skrev tidligere informationsdirektør Harald Strømme: "Som du sikkert har bemærket, er vi genstand for stor opmærksomhed i medierne. Det meste af det som skrives er godt, men ikke alt. Spekulationerne og profetierne er mange, og siden vi skal kon­kurrere om annoncekronerne ude i marke­det er det naturligt, at enkelte forsøger at stikke en kæp i hjulet."

Han skriver desuden om koncessionen, at den ikke er en spændetrøje, men at enhver anden kommerciel tv-station også i praksis ville skulle leve op til koncessionens forpligtelser, som blandt andet handlede om at blive landsdækkende, at have va­rierede programmer, daglige nyheder, at styrke norsk identitet og at lave norsk pro­duceret indhold.

EGMONT STOD BAG FRA STARTEN

I løbet af 1991 lykkedes det at indsamle 400 mio. NOK. Ikke helt nok i forhold til det formelle krav, men regeringen gav konces­sion alligevel.

Egmont blev ejere af de 20 pct. som dengang var maksimum for en enkelt ejer. Forsikringsselskabet Vital Forsikring, Selvaag Invest, Schibsted og et konsortium ved navn NTN udgjorde de andre store ejere ved lanceringen.

Efter købet brugte Egmont, som den­gang hed Gutenberghus, betydelige kræf­ter på at sælge Nordisk Films produktioner til kanalen, som Nordisk Film succesfuldt havde gjort med Lykkehjulet og Eleva2eren til danske TV 2.

Gutenberghus bejlede i lang tid til Oddvar og de andre på TV 2. "Der var gode middage og transport i hvide limousiner involveret. De ville virkelig gerne sælge os produktioner," husker Oddvar. Men den nyfødte kanal havde ikke råd.

COWBOYVIRKSOMHED

I januar 1992 havde kanalen otte ansatte. Med koncessionen på plads skulle de første medarbejdere starte en tv-station på gan­ske få måneder. Flere spørgsmål skulle be­svares. Hvad koster det eksempelvis at lave en times nyheder? Ingen vidste det i Norge, for ingen havde lavet tv på denne måde før.

"Stemningen var god. Det var alle mand til pumperne," forklarer Oddvar. TV 2s første kontor var uden kantine og infrastruktur. "Vi skiftede selv toiletpapir," husker han.

Selv var Oddvar nyhedsmand med en lang baggrund fra NRK, VG og Aftenpo­sten men var på TV 2 blandt andet med på messe i Cannes for at indkøbe Baywatch til kanalen.

I dag er Oddvar fast vært på Nyhets­kanalen efter at have været vært på de­batprogrammet Holmgang i 10 år. Før det var han TV 2's første, og i lang tid eneste udenrigskorrespondent. "Vi havde i starten kun råd til en enkelt korrespondent, så jeg skulle fra Washington få det til at se ud som om vi havde 10," fortæller han.

To måneder før sendestart kom hele TV 2 staben på skolebænken for at lære at lave tv-indslag. Et par måneder efter sendestart lærte TV 2 at lave stringens i programplan­lægningen med faste rutiner og genkende­lighed. Et must for enhver kommerciel tv station.

MØRKE

De allerførste sekunder på TV 2 var helt sorte indtil kong Harald hold sin åbnings­tale og stillede om til åbningsshowet 'Første gang' ledet af den første programdirektør Dan Børge. Showet blev efterfulgt af tre ekstra åbningsshows og Steve Martin-ko­medien Dirty Rotten Scoundrels. Men det, de fleste ventede på, var reklamerne, som var noget helt nyt på norsk fjernsyn.

Åbningsshowet blev samsendt med NRK, da kun 60 pct. af Norge kunne se TV 2 i starten. "Det var en ulempe, da de store annoncører først kommer, når man er landsdækkende," mener Oddvar. Distribu­tionen blev hurtigt forbedret og allerede i 1994 dækkede TV 2 90 pct. af Norge.

FREMTIDEN

Med 20 år bag sig sammen med den kanal, som er som et barn for Oddvar, kigger han op, når han taler om fremtiden. "TV vil sta­dig være det, man snakker om og det, der samler folk. Det er det mest sociale medie jeg kender," siger Oddvar.

TV 2 var først med reality, først med en stor fodboldkanal, først med Nyhetskana­len, bragte et 'manden-på-gaden'-perspek­tiv ind i norsk journalistik og har i det hele taget øget det, som forskerne kalder media literacy i Norge. "Vi havde enorm selvtillid, men det tog et stykke tid at ændre folks vaner."

Det er en ret fantastik historie at gan­ske få mennesker formåede at hente penge nok til at skaffe sig koncessionen og deref­ter at stable en unik tv-station på benene på blot ni måneder. I løbet af de sidste 20 år har TV 2 formået at fremstå som det friske alternativ. I dag er mediehuset den langt største kommercielle aktør og vurderes blandt de stærkeste brands i Norge... og så kaldes den ligefrem norsk arvesølv.