Logo

RSS Print

Forspil til Rockmuseum

Da årets Roskilde Festival slog dørene op, åbnede Danmarks kommende rockmuseum mini-udstillingen ROCK ME, som er en forsmag på det endelige museum, der åbner i 2012. Egmont Fonden har været med i udviklingen.

Flere end 250 inviterede mødte op til åbningen af ROCK ME for at få en forsmag på Danmarks kommende rockmuseum. Gæsterne bestod af branchefolk, samarbejdspartnere og venner af rockmuseet.

I den rå industrihal i Roskildes nye kreative Musicon-bydel – nærmere bestem på Rabalderstræde - fik gæsterne lejlighed til at møde tre generationer i dansk rock: Peter Belli, Kira Skov og Mike Sheridan. De tre musikere indviede rockmuseets første fysiske udtryk, miniudstillingen "Rock Me", som beskæftiger sig med fankultur.

Senere tog Simon Kvamm og L.O.C. scenen og legede med sine egne numre da de demonstrerede en ny opfindelse fra DTU's center for playware: BeatBlocks. Med klodserne kan man fysisk modulere stemmer og instrumenter fra et hvilket som helst nummer. Se hvordan de virker i videoen til højre. Læs også her hvad sangerinden Kira Skov mener om Rockmuseet og hvorfor hip-hopperen L.O.C. overhovedet er til stede i rockens højborg.

Egmont Fonden har støttet forundersøgelserne til Rockmuseet og har siden støttet udviklingen af museets formidlingsstrategi overfor eksempelvis skoleklasser. I alt er der støttet med 2 millioner DKK.