Logo

RSS Print

Eurowoman fylder 15 år

I disse dage kan Eurowoman fejre 15 års jubilæum. Stilen på de fashionable catwalks har flyttet sig meget, siden bladet så dagens lys i 1998, men også mediebilledet har forandret sig kolossalt siden dengang. I en tid, hvor det vrimler med fashionblogs og webshops, har Danmarks mest læste modemagasin formået at følge med, og de trofaste læsere holder fast.

  • Eurowoman jubilæumsnummer 181 - april 2013

    Eurowoman jubilæumsnummer 181 - april 2013

Modemagasiner opererer i dag under helt andre vilkår, end det var tilfældet, da det første eksemplar af Eurowoman udkom i foråret 1998. Med hvad der nærmest lignede et monopolbrud åbnede internettet op for den frie journalistik om alverdens fashiontrends, og i dag sidder modebloggerne med på forreste række ved de største shows. I en udfordret branche har Eurowoman formået at hægte sig fast i 15 år og kan i dag kalde sig for Danmarks mest læste modemagasin.

"Eurowoman har den førende position på markedet, fordi vi har særligt kvalitetsbevidste læsere, der måned efter måned stiller høje krav til os. Krav til den måde, hvorpå vi formidler mode og fortæller historier i vores artikler. Det gør, at vi altid lægger os i selen for at producere det bedste modemagasin på markedet," siger chefredaktør Anne Lose.

En anden grund til succesen er, at magasinets læserprofil er en meget attraktiv målgruppe for annoncører. Den typiske læser er en veluddannet kvinde i starten af 30'erne med et højt rådighedsbeløb.

Fakta:

  • Eurowomans 15 års jubilæum fejres ved en reception for annoncørerne d. 9. april.
  • Netop udkommet er jubilæumsbogen 15 År – De Bedste Forsider.
  • Tilbage i 2008 var Eurowoman det første danske modemagasin, som lavede et "green issue" med fokus på miljø og bæredygtighed.
  • Eurowoman var det første danske modemagasin til at lave et såkaldt supernummer. En sådan udgave af bladet på 306 sider fra marts 2012 er det bedst sælgende nummer nogensinde.
  • Eurowoman blev skabt som et søsterblad til Euroman men ændrede efter knap et år retning til et mere rendyrket fokus på mode.
  • Hvert nummer af Eurowoman havde i gennemsnit 147.000 læsere i andet halvår af 2012.

Laura Christensen var på forsiden af det første Eurowoman i april 1998.