egmont-banner-euroman-neg-1200x450

Euroman skal have ny chefredaktør

17.08.2015

Danmarks mandemagasin skal have ny chefredaktør, efter Kasper Steenbach har valgt at forlade Euroman

Efter to år på posten har Kasper Steenbach valgt at forlade jobbet som chefredaktør på Euroman. Det betyder, at Egmont Publishing, som udgiver magasinet, nu skal finde en ny chefredaktør til Danmarks bedste – og eneste - magasin til mænd:

”Kasper Steenbach har været en fremragende chefredaktør på Euroman. Han har bidraget betydeligt til, at Euroman i dag er enestående i sin kategori som mandeblad med et læsertal på 200.000. Magasinet er garant for den stærke journalistik og de dagsordensættende interview. Det skal Euroman også være i fremtiden, samtidig med, at det selvfølgelig skal udvikles,” siger magasinchef i Egmont Publishing Tina Nikolaisen.

Årsagen til Kasper Steenbachs exit er uenighed om den fremtidige linje, som blandt andet indbefatter, at Euroman ligesom Egmont Publishings øvrige magasin- og ugebladstitler skal hente bistand til en del af layout-opgaverne udefra.

”I en proces, der skal fremtidssikre og udvikle magasinet er det naturligvis afgørende, at vi og chefredaktøren kan nå til enighed om tingene. Men jeg er rigtig glad for, at Kasper loyalt har valgt at blive i en overgangsperiode,” siger Tina Nikolaisen.

”Jeg har været overordentlig glad for min tid på Euroman, hvor jeg har arbejdet sammen med magasinbranchens dygtigste fagfolk. Men da jeg ikke er enig i den strategi, Egmont Publishing har udstukket for fremtiden, har jeg valgt at stoppe nu,” siger Kasper Steenbach.