Logo

RSS Print

Euroman arrangerer nyt cykelløb i Charlottenlund

Euroman, Brian Holm og hjælpeorganisationen La Flamme Rouge arrangerer i samarbejde cykelløbet Criterium Charlottenlund søndag den 17. juni kl. 9:30. Det er et gadeløb, hvor der køres 7 omgange á 11,4 km., i alt 80 km. Arrangørerne regner med en folkefest med 4-500 ryttere og en masse glade tilskuere, især ved start- og målområdet ved Café Jorden Rundt på Strandvejen.

Et criterium – eller 'crits' – er en populær gadeløbsform i Holland, Belgien, England og ikke mindst i USA. Criterium Charlottenlund, som afvikles på en smuk, afspærret strækning, er arrangeret, så både topryttere, amatører, motionister – mænd og kvinder – kan være med og køre samtidig, så det bliver sjovt og underholdende.

Borgmester i Gentofte, Hans Toft, skyder løbet i gang og Peter Piil vil sammen med Sebastian Dorset kommenterer løbet og stå for præmieuddelingen bagefter. Præmieuddelingen omfatter adskillige opfindsomme kategorier ud over den hurtigste rytter og det hurtigste hold over stregen.

Udover ryttere som Brian Holm og Rolf Sørensen stiller en række kendte personer op, blandt andre fodboldspiller Mathias 'Zanka' Jørgensen, musiker Søren Rasted, skuespillere David Owe og Thomas Levin.

"Gadeløb er en hyldest til det sportslige og tekniske i cykelsporten. De mange sving og accelerationer er en fordel for mere teknisk dygtige ryttere. Der er hele tiden nogen, der forsøger at køre fra hinanden eller indhente nogen andre. Ryttere går i udbrud og bliver indhentet, andre bliver sat. Vi regner med, at det bliver rigtig underholdende, både at se på og deltage i," siger Brian Holm, sportsdirektør og initiativtager til La Flamme Rouge.

De første 2 af de 7 omgange bliver kørt med master, en løbsleder-bil, der bestemmer og begrænser tempoet. Master er Leif Mortensen, tidligere amatørverdensmester og sølvvinder ved de professionelles VM i landevejsløb – en pionér indenfor dansk cykelsport.

"Det er fremragende, at der er kommet så mange lange cykelløb på over 100 km. for motionister og entusiaster i Danmark, men vi følte, at der manglede gadeløb herhjemme. Det vil altid være en bedrift at cykle 300 km, men det sportslige – legen – er ikke det, der er i højsædet på de lange distancer. I Criterium Charlottenlund er både det sportslige og legen i centrum," siger Mads Lange, chefredaktør på Euroman.