Logo

RSS Print

En kongelig affære, Jagten og Kon-Tiki på international festival

Nordisk Film er flot repræsenteret når Nordamerikas største filmfestival, Toronto international film festival, løber af stablen fra den 6. til den 16. september.

Nikolaj Arcels En kongelig affære er blevet udtaget til en gallavisning under festivalen. Toronto film festivals Gallavisninger er stjernespækkede rød løber arrangementer for film med ekstra stor publikumsinteresse.

"Dette år kan vi præsentere vores mest forskelligartede Galla program til dato med film fra Japan, Kina, Indien, Storbritannien, Danmark, Italien, USA og Canada," siger Cameron Bailey, Artistic Director for Toronto international film festival i en pressemeddelelse og tilføjer:

"Torontos røde løber er global, og vi er glade for at byde nogle af verdens bedste filmskabere og største stjerner til Canada." siger Bailey.

Tomas Vinterbergs Cannes-vindende Jagten samt Espen Sandberg og Joachim Rønnings Kon-Tiki er blevet udtaget til en Special Presentation, der består af højtprofilerede premierer fra verdens ledende filmskabere.

En kongelig affære er produceret af Zentropa, der er halvejet af Nordisk Film. Filmen havde verdenspremiere ved dette års Berlin film festival, hvor den modtog to Sølvbjørne: Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg for bedste manuskript og Mikkel Boe Følsgaard for bedste mandlige skuespiller. En kongelig affære har solgt over en halv million billetter herhjemme og er også solgt godt internationalt. Den er solgt til 78 lande over hele verden og er bl.a. i Storbritannien og Australien på få uger blevet den mest sete dansksprogede film i biografen nogensinde.

Jagten er produceret af Morten Kaufmann og Sisse Graum Jørgensen for Zentropa. Filmen havde premiere ved dette års Cannes film festival, hvor den vandt 3 priser: Filmfotograf Charlotte Bruus Christensen vandt Vulcain Prisen og den Økumeniske Pris mens Mads Mikkelsen vandt prisen for bedste mandlige skuespiller. Jagten er solgt til over 30. Filmen kan ses i de danske biografer fra den 10. januar.

Kon-Tiki får international premiere på Toronto film festival og er en af de største norske filmprojekter nogensinde. Filmen er instueret af Joachim Rønning og Espen Sandberg og er produceret af Nordisk Film i samarbejde med Recorded Pictures Company Ltd.

Alle tre film får nordamerikansk premiere på festivalen.