Logo

RSS Print

Egmonts norske netavis køber portal med 360.000 bloggere

Egmonts norske netavis Nettavisen har købt Blogg.no, der er hjemsted for 360.000 aktive bloggere. Nettavisen bliver dermed både Egmonts største samt én af Norges største websider.

Blogg.no har eksisteret i syv år og har 338.000 daglige læsere, der nu slås sammen med Nettavisens 383.000 daglige læsere.

Gunnar Stavrum, chefredaktør og adm. direktør i Nettavisen, siger:
"Blogg.no har samlet stort set alle bloggere i Norge. Det er ekstremt spændende for Nettavisen at få tilført omkring 360.000 aktive bloggere, hvorved vi bliver Norges absolut største aktør på området".

Egmont Magasiners digitale direktør Cato Broberg ser muligheder i kombinationen af blog og netavis.
"Nettavisen er den bedste ejer af blogg.no. Nettavisen er et rent netbaseret nyhedsmedie, som kan skabe samarbejde mellem bloggere på en helt ny måde, som vi blandt andet kender det fra amerikanske Huffington Post,"siger han.

Nettavisen er ejet af Egmont og norske A-pressen med 50 procent hver. De overtog Nettavisen fra norsk TV 2 i 2009. Nettavisen har eksisteret i 15 år og er formentlig den eneste rene digitale avis i Nordeuropa, som tjener penge uden at have en papiravis at læne sig op af.

Nettavisen blev skabt i 1996 med reklameindtægter som forretningsmodel. I dag kommer cirka 30 procent af indtægterne fra brugerbetaling. Ambitionen er at være det norske medie, som først har de relevante nyheder.

Købsprisen offentliggøres ikke.