Logo

RSS Print

Egmont udnævner ny strategidirektør

Signe Frank-Læssøe er udnævnt til strategidirektør med ansvar for Corporate Strategy & Development i Egmont. Hun afløser Erik Kongsvik-Ibsen, der skifter til Nordisk Film Biografer. 

Signe Frank-Læssøe (32) er udnævnt til vice president og bliver ny strategidirektør for Corporate Strategy & Development i mediekoncernen Egmont. Signe Frank-Læssøe har i tre år arbejdet som senior strategy manager i afdelingen, hun nu bliver leder af. Hun er cand.merc. i Finance & Strategic Management og har en bachelor i International Business fra CBS. Signe Frank-Læssøe har, før hun blev ansat i Egmont, blandt andet arbejdet for konsulentvirksomheden Qvartz.

“Signe Frank-Læssøe har været tæt involveret i arbejdet med Egmonts strategi, “Grow with the Modern Consumer”, som har fokus på vækstområder, hvor der er sammenfald mellem indhold, forbrugeradfærd og teknologi. Med hendes faglige baggrund og dybe indsigt i Egmonts forretninger er hun den helt rette til at lede Egmonts koncernstrategi og forretningsudvikling,” siger Egmonts koncernchef, Steffen Kragh. 

Signe Frank-Læssøe afløser Erik Kongsvik-Ibsen, der tiltræder en stilling som COO for Egmont-ejede Nordisk Film Biografer.

“Egmont er en stærk nordisk aktør og på trods af et omskifteligt mediemarked, har vi en ambitiøs vækststrategi. For at lykkedes med den strategi, skal vi fortsat have fokus på at understøtte og accelerere porteføljens vækstområder, og på at styrke samarbejdsfladerne på tværs af vores virksomheder. Den opgave glæder jeg mig til at arbejde videre på sammen med vores stærke strategiteam,” siger Signe Frank-Læssøe. 

Signe Frank-Læssøe tiltræder stillingen som strategidirektør for Corporate Strategy & Development den 1. oktober 2017.