Logo

RSS Print

Egmont transformerer medieforretning og leverer rekordomsætning og resultatfremgang

2018 var et stærkt år for mediekoncernen Egmont med rekordomsætning og resultatfremgang. Millioner af mediebrugere blev mødt med en perlerække af gode film, dagsordensættende nyheder, højkvalitetsmagasiner, bestsellerbøger og top-underholdning på tv. E-commerce og gaming bidrog til markant vækst. Som fond geninvesterer Egmont sit overskud i medieforretningen og uddelte 96 mio. kroner til at hjælpe børn, unge og filmtalenter. 

Egmont har succes med at udvikle sine medier og skabe næste generations medieforretninger i et marked præget af store forandringer og ændrede forbrugsmønstre. I 2018 voksede mediekoncernens omsætning med 675 mio. kroner til rekordstore 11,9 mia. kroner. Stigningen er drevet af vækstområder inden for e-commerce, gaming, marketing services og tv-streaming, samtidig med, at der blev leveret indhold i topklasse inden for film, bøger, magasiner og på TV 2 i Norge.  

Egmonts samlede forretningsaktivitet udgør nu 14,4 mia. kroner inklusiv Egmonts andel af ikke-konsolideret omsætning i vækstvirksomheder. Hver fjerde omsætningskrone kommer fra nye forretningsområder, der er opbygget de senere år som led i vækststrategien ”Grow with the Modern Consumer”. Egmont er nu enten majoritets- eller medejer af syv førende nordiske e-commerce-virksomheder, seks gaming-selskaber og seks marketing service-bureauer, som alle opererer i værkstområder med markant forbrugeropmærksomhed.

Driftsresultatet før renter og afskrivninger (EBITDA) voksede med cirka 250 mio. kroner til 1,4 mia. kroner i 2018. Egmonts resultat før skat (EBT) steg med 24 mio. kroner til 606 mio. kroner. Det tilfredsstillende resultat er udtryk for, at Nordisk Film stod bag markante film, som trak mange gæster i biograferne, at TV 2 i Norge vandt markedsandele med stærke tv-formater, sport og journalistik, at Egmonts bogforlag udgav en række af årets største bestsellere, og at Egmont Publishing samlede millioner af mediebrugere på tværs af Norden om engagerende indhold på print og digitalt.

”I Egmont har vi ambitiøse og kreative medarbejdere med de rette teknologiske og forretningsmæssige kompetencer, som gør, at vi lykkes med både at bygge ny forretning og udvikle vores kerneområder. Det er vigtigt, fordi vi som resten af mediebranchen også mærker presset på nogle områder. Derfor arbejder vi målrettet med at blive mere bruger- og datadrevne, så vi er attraktive for den moderne mediebruger, samtidig med at vi holder fast i vores publicistiske kerne og målsætning om at fortælle de bedste historier. Jeg er stolt af det gode indhold, vi har skabt i 2018 og glæder mig over, at vores nye områder har vokset sig store. Vi forventer, at vores strategi vil betyde, at væksten fortsætter de kommende år,” siger Egmonts koncernchef Steffen Kragh.

Hovedpunkter fra 2018

  • TV 2 i Norge leverede en stærk programflade med nyheder, sport og underholdning, der nåede 71 procent af  nordmændene på de lineære kanaler på ugentligt basis, hvortil kommer TV 2s streaming-service, TV 2 Sumo, der er Norges største målt på omsætning og rundede 400.000 abonnenter. TV 2 har et omfattende udbud af sport og forlængede bl.a. de attraktive Premier League-rettigheder indtil 2021/22-sæsonen.
  • Nordisk Film har investeret én mia. kroner i at opbygge et stærkt vækstområde inden for computerspil og udvidede sin portefølje af gaming-selskaber markant bl.a med købet af svenske Avalanche Studios. Nordisk Film leverede filmhits som Lykke-Per, Ternet Ninja, Den skyldige og Journal 64 og er den førende film- og tv-drama-skaber i Norden, mens biograferne udvidede deres position i Danmark, Norge og rykkede ind i Sverige.
  • Egmont Publishing konsoliderede og forstærkede sin portefølje af e-commerce-selskaber og marketing service-bureauer. Egmont Publishing er medejer af syv e-commerce-selskaber, hvis samlede omsætning rundede 2,3 mia. kroner i 2018 og er dermed to tredjedele af vejen mod målet om en samlet e-commerce-omsætning på 3,7 mia. kroner i 2020. Publishing-forretningen fremviste stærk lønsomhed i Norden, men blev også udfordret i andre markeder på baggrund af et presset marked for print-udgivelser.
  • Bogforlaget Lindhardt og Ringhof i Danmark fortsatte sin digitale tilpasning og havde sit bedste år i nyere tid med en perlerække af danske og internationale bestsellere. Forlaget har nu mere end 40.000 digitale bogtitler og planer om at udgive digitalt i mere end 15 lande. Cappelen Damm, Norges største bogforlag, var mærket af et presset norsk bogmarked og realiserede et tab bl.a. som følge af udfordringer i dets boghandlerkæde Tanum.

Som erhvervsdrivende fond investerer Egmont sit overskud i udvikling af medier og uddelte i 2018 96 mio. kroner til udsatte børn og unge i Danmark og Norge samt til filmtalenter (via Nordisk Film Fonden). I 2018 har Egmont støttet en række forskellige projekter og partnerskabsorganisationer, herunder f.eks. indsatser der skal hjælpe ordblinde børn med at gennemføre en ungdomsuddannelse og Red Barnets Småbørnsklubber, der giver forældre redskaber til at understøtte deres børns trivsel og positive udvikling. Egmont har uddelt 3,0 mia. kroner siden 1920.

 

Hovedtal i mio. DKK

2018

2017

Omsætning 11.946 11.270
Resultat før renter og afskrivninger (EBITDA) 1.418 1.184
Resultat før skat (EBT) 606 582
Egenkapital 6.491 6.176

 

Yderligere oplysninger:

Jesper Eising
Head of Press, Communications & Public Affairs
+45 29603019


Line Aarsland
Vice President, Communications & Public Affairs
+45 24407471

Billeder til pressebrug: www.egmont.com/dk/presse/pressebilleder

 

TV 2

Omsætning 3.467 (3.390) mio. kr. Resultat før finansielle poster: 309 (263) mio. kr.

TV 2 er Norges største kommercielle mediehus og sender nyheder, sport og underholdning via ni tv-kanaler samt streaming-servicen TV 2 Sumo. TV 2 havde i 2018 vækst i både omsætning og driftsresultat og var Norges største tv-kanal for de 20-49-årige. Stærke programformater som Farmen, Skal vi danse?, Åsted Norge og Senkveld med Helene og Stian samlede nordmændene. TV 2 Nyhetskanalen, Norges eneste 24-timers nyhedskanal, havde solid seervækst. TV 2 har Norges stærkeste udbud af sport og forlængede bl.a. Premier League-rettighederne. TV 2 har gennemgået en markant udvikling og er nu et topmoderne digitalt mediehus, hvor TV 2 Sumo er Norges største streaming-service målt på omsætning og har mere end 400.000 abonnenter. TV 2 indgik en ny fem-årig aftale med den norske stat om at levere public service-tv fra 1. januar 2019. 

Nordisk Film

Omsætning: 4.164 (3.701) mio. kr. Resultat før finansielle poster: 210 (129) mio. kr.

Nordisk Film laver film- og tv-serier i Norden, driver biografer i Danmark, Norge og Sverige og har en væsentlig forretning inden for interactive games. Nordisk Film havde sin største omsætning nogensinde i 2018 og et stærkt driftsresultat. Nordisk Film har opbygget en betydelig vækstforretning inden for computerspilsudvikling, hvor der siden 2017 er investeret mere end én mia. kroner i en dynamisk portefølje af seks gaming-selskaber. I 2018 blev Nordisk Film eneejer af det svenske gaming-selskab Avalanche Studios og tog samtidig betydelige minoritetsposter i to andre svenske selskaber, Star Stable Entertainment AB og Raw Fury. Nordisk Film og dets delejede selskaber havde et fantastisk filmår med stærke film som Journal 64, Lykke-Per, Den Skyldige og Ternet Ninja i Danmark, den fjerde film i Sune-serien i Sverige og Skælvet og Blind Spot i Norge. Nordisk Film Biografer åbnede sin første biograf i Sverige, er førende i Danmark og Norge og solgte samlet set 9 mio. billetter i 2018. Vækstvirksomheden GoGift leverede stærk tocifret omsætningsvækst inden for digitale gavekortløsninger.

Egmont Publishing

Omsætning: 3.890 (3.758) mio. kr. Resultat før finansielle poster: 194 (245) mio. kr.

Egmont Publishing står bag 700 bladtitler i mere end 30 lande samt førende e-commerce-virksomheder og marketing services-bureauer. Egmont Publishing havde vækst i omsætningen drevet af de nye forretningsområder inden for e-commerce og marketing services. Faldet i driftsresultat skyldes en generel tilbagegang for trykte magasiner og ugeblade, betydelige restruktureringsomkostninger og investeringer i e-commerce. Publishing-området havde stærk lønsomhed i Norden, mens flere markeder internationalt var udfordret af faldet i markedet for printudgivelser. Egmont Publishing har en portefølje af syv nordiske e-commerce-virksomheder – Jollyroom, Fjellsport, Outnorth, Bagaren och Kocken, Med24, Nicehair og Garnius – som i 2018 realiserede betydelig vækst og samlet omsatte for 2,3 mia. kroner med et mål om at nå 3,7 mia. kroner i omsætning i 2020. Egmont Publishing er nu majoritetsejer af Bagaren och Kocken, Outnorth, Nicehair og Fjellsport. Egmont Publishing har desuden seks nordiske selskaber inden for marketing services – Ingager, s360, Belong, Klintberg Niléhn, KAN og Sempro – som også realiserede betydelig omsætningsvækst og stærk indtjening. Egmont Publishing er nu majoritetsejer af Belong og Sempro. 

Egmont Books

Omsætning inkl. Egmonts andel af Cappelen Damm: 977 (984) mio. kr.

Resultat uden Cappelen Damm, som ikke indgår i det konsoliderede regnskab pga. de internationale regnskabsregler (IFRS):

Omsætning: 387 (355) mio. kr. Resultat før finansielle poster: 12 (34) mio. kr.

Egmont Books består af det delejede norske forlag Cappelen Damm og det danske forlag Lindhardt og Ringhof. Begge forlag udgiver trykte bøger, lydbøger, e-bøger og undervisningssystemer. Lindhardt og Ringhof udgav cirka 600 nye bogtitler i 2018 og har nu mere end 40.000 digitale udgivelser. Forlaget havde omsætningsvækst og resultatfremgang, stod bag en række af årets markante bøger af forfattere som Merete Pryds Helle, Knud Romer, Mich Vraa og Thomas Korsgaard og udgav også årets største internationale biografiudgivelse, Michelle Obamas Min historie. SAGA, under Lindhardt og Ringhof, er Danmarks suverænt største digitale forlag og fortsætter ekspansionen internationalt i bl.a. Norge, Sverige, Finland, Tyskland, Holland, Spanien, Portugal og Polen. Norges største forlag, Cappelen Damm, var resultatmæssigt udfordret af et faldende norsk bogmarked, pres på de fysiske boghandlere og en kommende skolereform, som havde negativ indvirkning på forlagets aktiviteter inden for undervisning.

Almennyttig virksomhed

Egmont er en erhvervsdrivende fond, hvor en del af mediekoncernens overskud går til at støtte udsatte børn og unge samt filmtalenter, mens det øvrige overskud geninvesteres i at udvikle mediekoncernen. Hovedaktiviteten er i Danmark, men der foretages også en række uddelinger i Norge. Siden 1920 er der uddelt 3,0 mia. kr. omregnet til nutidsværdi. I 2018 har Egmont uddelt 96 mio. kroner, hvoraf Nordisk Film Fonden har uddelt 5 mio. kroner. Egmont arbejder for FNs verdensmål om, at alle børn og unge i 2030 er i stand til at gennemføre en ungdomsuddannelse. I 2018 var Egmonts årstema ordblindhed. Egmont Rapporten 2018 introducede helt nye data, der viste, at ordblindhed er en væsentlig barriere for at gennemføre en ungdomsuddannelse, og 20 mio. kroner er øremærket til ordblindeindsatser over to år. I januar 2018 lancerede Egmont og Tænketanken DEA Småbørnsløftet, som fokuserer på de første 1.000 dage i et barns liv og hvis mål er at alle småbørn skal have et godt børneliv. 106 organisationer har underskrevet løftet, og Egmont har øremærket 75 mio. kroner til indsatser på baggrund af Småbørnsløftet – bl.a. blev 6,4 mio. kroner uddelt til Red Barnets Småbørnsklubber.  I Norge støttede Egmont børne- og ungeaktiviteter hos Norske Kvinners Sanitetsforening, Kronprinsparets Fond og Norges Røde Kors. I 2018 sendte Nordisk Film Fonden 59 filmtalenter ud i verden gennem dets rejselegater og støttede flere initiativer med fokus på brugen af ny teknologi i filmfortællingen.