Logo

RSS Print

Egmont slår igen rekord

Egmont opnåede i 2013 sin hidtil højeste omsætning med 12,1 milliarder DKK og sit hidtil bedste driftsresultat på 1,4 milliarder DKK. Egmonts skærmbaserede medier udgør for første gang mere end 50 % af omsætningen.

  • Foto: Steen Brogaard

    Foto: Steen Brogaard

Solide tv-seertal, film med stor publikumssucces, stærk performance på blade og bøger, og vækst i digitale indtægter gjorde 2013 til et godt år for mediekoncernen Egmont. Den underliggende udvikling er stærkere end koncerntallene viser, fordi Egmonts betydelige norske forretning i 2013 skal omregnes med en lavere norsk kronekurs.

Omsætningen steg til 12.088 mio. DKK mod 12.036 mio. DKK i 2012, men fremgangen ville have været 353 mio. DKK ved uforandrede valutakurser, svarende til en vækst på 2,9 %. Det er Egmonts hidtil højeste omsætning.

Driftsresultatet før renter og afskrivninger steg til rekord på 1.424 mio. DKK fra 1.391 mio. DKK i 2012, en underliggende fremgang på 4,7 % opgjort i lokal valuta. Resultatet før skat udgjorde 746 mio. DKK mod 756 mio. DKK i 2012. Der er tale om underliggende fremgang på 1,6 % opgjort i lokal valuta og dermed et resultat på linje med rekordåret 2012.

"Egmont har fastholdt sin stærke økonomiske drift i 2013. Vi er lykkedes med tv og filmsuccesser, samtidig med at vores blad- og bogvirksomheder både har formået at udgive stærke produkter og at tilpasse sig ændret forbrugeradfærd. Egmont har rundet en strategisk milepæl, hvor skærmbaserede medier nu står for over halvdelen af vores omsætning," siger koncernchef Steffen Kragh.

Egmont fortsatte sin udvikling af internetbaseret adgang til dets medier. TV 2 rundede f.eks. 140.000 betalende abonnenter på net-tv og viste mere end 100 millioner videoer og over 1,2 milliarder seerminutter på TV2.no og TV 2 Sumo. Egmonts blade i Skandinavien nåede over 9 millioner brugere på print og digitalt. På bogsiden har Egmont blandt andet fokuseret på at udvikle undervisningsmidler i digitale forløb. Nordisk Film var i 2013 blandt andet Nordens største leverandør af digitale film til video-on-demand.

”Unikt indhold og unikke øjeblikke er centralt i Egmonts strategi. Hertil kommer vores evne til at levere til forbrugerne på deres mobile skærme. Kreativitet og teknologi er også fremadrettet kernen i vores strategiske transformation mod stadigt flere levende billeder og skærmbaserede medier," siger Steffen Kragh.

Egmont øgede i 2013 donationerne til almennyttige aktiviteter til 75 mio. DKK. Donationerne gives til projekter, der skaber et godt liv for udsatte børn og unge. Det er f.eks. projekter, der styrker børn og unge i håndtering af livskriser samt projekter, der skaber lyst til læring hos børn. Egmont Fonden etablerede i 2013 signaturprojektet Lær for Livet, som over en årrække anvender 40 mio. DKK på lærings-camps og kontinuerlig støtte til 1.000 anbragte børn, der skal rustes til at gennemføre en ungdomsuddannelse.

Hovedtal i mio. DKK 2013 2012 Vækst i fast valuta
Omsætning 12.088 12.036 +2,9 %
Resultat før renter og afskrivninger 1.424 1.391
+4,7 %
Resultat før renter 788 790 +2,8 %
Resultat før skat 746 756 +1,6 %

Egmonts egenkapital udgør 4.960 mio. DKK ultimo 2013, og soliditeten udgjorde 43 %. Den nettorentebærende gæld udgjorde 712 mio. DKK, svarende til blot halvdelen af årets resultat før renter og afskrivninger.  

TV 2
Omsætning: 3.323 (3.311) mio. DKK. Resultat før finansielle poster: 248 (270) mio. DKK.
TV 2 er Norges største kommercielle mediehus målt på dagligt tidsforbrug og leverer nyheder, sport og underholdning på tv, internet, mobiltelefoner og tablets. TV 2’s hovedkanal styrkede sin position som den største kanal i Norge i målgruppen 20-49 år. TV 2’s hovedkanal gik nye veje med dækningen af det norske valg i 2013, hvilket gav de bedste seertal nogensinde for valgsendinger på TV 2. TV 2 Sporten er en vigtig del af hovedkanalens sendeflade bl.a. gennem store internationale begivenheder som olympiske lege, EM og VM i fodbold, Tour de France og håndboldmesterskaber. TV 2 Sumo er en af Norges største internetbaserede tv-leverandører og nåede i 2013 en vækst på 40 % til 140.000 abonnenter. Tv2.no fortsatte sin vækst med en fremgang på web og mobil på henholdsvis 21 % og
84 %.

Nordisk Film
Omsætning: 2.761 (2.522) mio. DKK. Resultat før finansielle poster: 221 (132) mio. DKK.
Nordisk Film udvikler, producerer og markedsfører film i Norden samt driver biografer i Danmark og Norge. Nordisk Film håndterer desuden Sony PlayStation-forretningen i Norden og Baltikum. I resultatet for 2013 indgår indtægt fra salget af Nordisk Film TV i 2009 (earn out). I april 2013 overtog Nordisk Film Norges største biografkæde Oslo Kino AS fra Oslo Kommune som et led i en vækststrategi inden for biografdrift i Danmark og Norge. I Norge lancerede det associerede filmproduktionsselskab Maipo animationsfilmen Jul i Flåklypa, som fik 880.000 nordmænd i biografen. I Danmark stod den associerede virksomhed Zentropa bag de to største publikumssuccesser i Danmark i 2013 og havde for tredje år i træk en film nomineret til en Oscar. Thomas Vinterbergs Jagten nåede 672.000 biografbilletter, mens Mikkel Nørgaards Kvinden i buret blev årets mest sete film med 720.000 billetter. Jagten blev kåret som Årets Film ved både Bodil og Robert prisuddelingerne og var nomineret til en Oscar. Nordisk Film havde stor succes med Sorg og glæde af Nils Malmros, der solgte 260.000 billetter og vandt en Robertpris. Nordisk Film Biografer solgte 5,8 mio. biografbilletter i Danmark og 3,2 mio. biografbilletter i Norge i 2013. Venuepoint har haft en vækst på 25 % i antallet af transaktioner, mens det delejede Kino.dk ligeledes har leveret gode resultater. Nordisk Film håndterer i alt ca. 19 mio. billettransaktioner årligt i Norden. I november blev PlayStation 4 lanceret med stor succes og salgstal på 55.000 solgte konsoller i Norden.

Egmont Publishing
Omsætning: 4.923 (5.112) mio. DKK. Resultat før finansielle poster: 298 (406) mio. DKK.
I november 2013 sammenlagde Egmont den førende globale udgiver af børnemedier, Egmont Kids Media, og den mest profitable magasinudgiver i de nordiske lande, Egmont Magazines, for at skabe en samlet og stærk international udgivelsesforretning. Egmont Publishing bidrager med 40 % af Egmonts samlede omsætning. Egmont Publishing udgiver over 100 magasiner og blade til voksne, hundredvis af blade til børn samt børnebøger og digitale tjenester. Virksomheden realiserede et fald i driftsoverskuddet i 2013, hvilket primært skyldes omkostninger i forbindelse med sammenlægningen af forretningerne samt udfordringer på markedet for børnemedier. Magasinerne er en velfungerede del af Egmont Publishing og udgør 80 % af indtjeningen. Egmont Publishing købte i 2013 tre norske magasintitler indenfor interiør- og boligsegmentet fra Schibsted. Et tidligere opkøb i dette segment, Lev Landlig, blev årets oplagsvinder med en vækst på 40 %. Lanceringen af Minecraft i Storbritannien var blandt bogsucceserne i 2013 med 300.000 solgte bøger.

Egmont Books
Omsætning: 1.025 (1.036) mio. DKK. Resultat før finansielle poster: 62 (53) mio. DKK.
Egmont Books består af Norges største forlag Cappelen Damm og Danmarks næststørste forlag Lindhardt og Ringhof. Egmont Books omfatter skønlitteratur, fagbøger, børnebøger, lydbøger, e-bøger og undervisningsmaterialer. I Norge blev Cappelen Damms markedsposition yderligere styrket i 2013. Forlaget er klar markedsleder for almenlitteratur samt som udgiver af bøger til gymnasiet. I 2013 styrkede Cappelen Damm sin internethandel af fysiske og digitale produkter med en vækst på mere end 30 %. I Danmark voksede Lindhardt og Ringhofs resultat med 38 % i 2013. L&R overtog Forlaget Per Kofod og fik dermed tilført flere vigtige forfatterskaber som f.eks. Paul Auster og Siri Hustvedt. I 2013 voksede forlagets digitale aktiviteter kraftigt inden for især lyd- og e-bøger. Undervisningsforlaget Alinea var fortsat Danmarks største udbyder på det samlede undervisningsmarked i 2013, og salget af de digitale læremidler voksede med 50 %.

Almennyttig virksomhed
Egmont Fonden er en erhvervsdrivende fond. En del af overskuddet investeres i en almennyttig indsats med et særligt fokus på sårbare børn og unge. Siden 1920 har Egmont Fonden støttet almennyttige formål med knap 2,7 mia. DKK omregnet til nutidsværdi. I 2013 bevilligede fonden 75 mio. DKK til almennyttige formål heraf knap 3,7 mio. DKK via Nordisk Film Fonden. Egmont Fonden satte i 2013 fokus på uddannelse, da uddannelse er den vigtigste nøgle til at bryde med den negative sociale arv. Derfor har Egmont som sit signaturprojekt i 2013 etableret organisationen Lær for Livet og bruger 40 mio. DKK i en indsats med lærings-camps og kontinuerlig støtte til 1.000 anbragte børn. I 2013 har

Egmont Fonden nytænkt den klassiske ”nødhjælp” til de mest udsatte familier, så håndsrækningen fremover gives gennem partnerskaber med sociale organisationer i Danmark og Norge. Egmont Fonden investerer 60 mio. DKK i perioden 2013-2016 på området for sygdom og død, som stadig er et tabu, der kan isolere familien og gøre barnet og den unge ensom.

Yderligere information:

Hent fotos

  • Mikkel Løndahl, pressechef, +45 21 15 49 25, ml@egmont.com
  • Line Aarsland, koncernkommunikationsdirektør, +45 24 40 74 71, laa@egmont.com