Logo

RSS Print

Egmont skaber stort norsk mediehus

I 2012 flytter alle Egmonts helejede medievirksomheder i Norge sammen i et stort nybygget mediehus i Nydalen i Oslo. Dermed samles mere end 600 Egmont-medarbejdere og en omsætning på 2,5 milliarder norske kroner under ét tag.

Det nye hus vil blive beboet af Norges største magasinvirksomhed Hjemmet Mortensen, Egmont Serieforlaget og Nordisk Film.

Egmonts delejede norske medievirksomheder flytter ikke med ind. Det er TV2, bogforlaget Cappelen Damm samt Mediehuset Nettavisen.

"Når vi samler Egmonts helejede norske medievirksomheder i ét stort nybygget mediehus, vil det styrke os som samarbejdspartner og som attraktiv arbejdsplads. Vi tror også, det vil øge videndelingen og samarbejdet mellem vores medieplatforme. Ikke mindst er der fordele i at dele en række fællesomkostninger," siger Steffen Kragh, koncernchef i Egmont.

Egmont-huset vil blive et markant byggeri, som vil forny arkitekturen i Nydalen i Oslo. Det vil indeholde topmoderne løsninger både miljømæssigt og indretningsretningsmæssigt og vil være skabt til en moderne medievirksomhed.

Yderligere information:
Mikkel Løndahl, pressechef i Egmont, tlf.: 21 15 49 25