Logo

RSS Print

Egmont ny ejer af Rasmus Klump-universet

Egmont Serieforlaget er ny ejer af det danskskabte tegneserieunivers Rasmus Klump, der siden 1951 har betaget børn i mange lande. Egmont vil med nye initiativer styrke kendskabet til den populære bjørn.

Kær bjørn har mange navne. Danske Rasmus Klump, der i Sverige og Finland kendes som "Rasmus Nalle", i Norge som "Bamse Bjørn" og i de fleste øvrige europæiske lande hedder "Petzi", har fået ny ejer: Egmont Serieforlaget har købt selskabet Rasmus Klump ApS og dermed rettighederne til det internationalt mest udbredte af alle tegneserieuniverser, der er skabt i Danmark.

Siden 1951 er Rasmus Klump trykt som tegneserie i flere end 400 forskellige dagblade. Bøgerne er oversat til 18 sprog og udgivet i 25 lande. Og 52 episoder tegnefilm er flittigt vist på tv-skærme i mange lande. Dertil kommer bl.a. spil, tegneseriealbums og legetøj. Universet er mest udbredt i Norden og de tysktalende lande, men er fx også populært i Frankrig og Belgien. Desuden har tv-seere i bl.a. Kina fulgt Rasmus Klumps eventyr.

Egmont Serieforlaget vil styrke kendskabet til universet. Både med nye initiativer og via samarbejde med søsterselskaber som fx Nordisk Film og musikselskabet MBO. Egmont overtager også kontakt og dialog med en lang række eksterne virksomheder, der har licens til at anvende Rasmus Klump. Enten som omdrejningspunkt for historier i trykte og elektroniske medier, som legetøj eller som populært blikfang for andre produkter, fx rejser og bankvirksomhed.

"Rasmus Klump er synonym med gode historier om venskab og hjælpsomhed. Desuden er universet en gedigen klassiker med moderne potentiale, som vi er glade for at videreføre og fremtidssikre", siger adm. dir. Jan Neiiendam, Egmont Serieforlaget.

Dansk ejer
Sælger er Viking Media, som bl.a. også ejer PIB Copenhagen A/S, der siden 1951 har udviklet og solgt Rasmus Klump som tegneseriestriber til dagblade i mange lande. Denne opgave vil PIB fortsat løse. Den hidtidige direktør for "Rasmus Klump ApS", Kurt Dahlgaard fremhæver, at det er lykkedes at finde en dansk ejer.

"Egmont har medarbejdere og selskaber inden for alle medier og er til stede i 23 lande. Egmont kan derfor tilføre det arbejde, vi allerede har gjort for at videreføre universet, endnu flere muligheder. Det gælder fra bøger og tv til spil, internettet, legetøj og merchandise. Samtidig føler vi os sikre på, at Egmont kan videreudvikle universet med samme kvalitetskrav og sans for de værdier, figurerne repræsenterer, som vi har lagt vægt på", siger Kurt Dahlgaard.

Viking Medias hovedaktionær, PIB-redaktør Per Sanderhage, der i 27 år har arbejdet med Rasmus Klump, fortsætter indsatsen som redaktør i Egmont Serieforlaget.

Egmont Serieforlaget huser i forvejen en lang række tegneserieuniverser, som andre selskaber ejer rettighederne til. Fra Asterix og Basserne til Lucky Luke og Vakse Viggo. Mest kendt er Anders And, hvor Egmont ud over at udgive blade og bøger selv skaber og eksporterer tegneserier til 43 lande kloden rundt.

Rasmus Klump Prisen uddeles fortsat
Rasmus Klumps eventyr med skibet Mary, pingvinen Pingo, sømanden Skæg og pelikanen Pelle er oprindeligt skabt af ægteparret Carla og Vilhelm Hansen. Nogle år efter Vilhelm Hansens død i 1992 besluttede Carla Hansen (1906-2001) at sætte et varigt minde for deres samarbejde og ægteskab med uddelingen af Rasmus Klump Prisen. Modtagere er danskere, der har været et godt eksempel for andre. Første modtager i 1998 var Kronprins Frederik. Siden har bl.a. Michael Laudrup, Dansk Handicap Idræts Forbund og Red Barnet modtaget Rasmus Klump Prisen. Den årlige pris vil fortsat blive uddelt.

Yderligere oplysninger:
Adm. dir. Jan Neiiendam, Egmont Serieforlaget, 33 30 57 01, jne@tsf.egmont.com.
Kurt Dahlgaard, Rasmus Klump ApS, 35 37 35 33, kd@rasmusklump.com.
Pressechef Henrik Harring Jørgensen, Egmont Koncernkommunikation, 23 33 02 65, harring@egmont.com.