Logo

RSS Print

Egmont favorit blandt unge ledere

I den årlige undersøgelse, Universum Young Professionals Survey Danmark, er Egmont kommet på top-20 listen, når unge, økonomiuddannede ledere skal vælge arbejdsgiver.

Hvert år undersøger analysevirksomheden Universum, hvem unge erhvervsaktive akademikere helst vil have som arbejdsgiver. I år er Egmont blandt top 20-virksomhederne i to kategorier, for både de humaniora- såvel som de økonomiuddannede unge ledere, har et godt øje til Egmont.

Det er første gang, økonomerne kårer Egmont som en af landets 20 hotteste arbejdsgivere, og Egmont ligger dermed med en tyvendeplads på liste med virksomheder som Novo Nordisk, Carlsberg, A.P. Møller-Mærsk og Vestas.

Blandt de humaniorauddannede unge ledere ligger Egmont på en fjerdeplads over foretrukne arbejdsgivere. Egmont falder dermed fra sidste år placering som den næstmest populære arbejdsgiver, og må i år se sig overhalet af både Novo Nordisk og Lego.

Generelt tegner der sig i årets Universum-undersøgelse en tendens til, at det i høj grad er de gamle, danske virksomheder med lange traditioner og klare og kendte værdier, der rykker frem. Således er Novo-Nordisk topscorer blandt både de naturvidenskabeligt uddannede såvel som hos økonomerne, mens både Lego, Vestas, samt Danfoss og Grundfoss også klarer sig utrolig godt i undersøgelsen.

Universum Young Professionals Suervey Danmark er en årlig undersøgelse af karriere, arbejdsliv og fremtid, der giver at billede af, hvordan de unge erhvervsaktive akademikere ser på forskellige arbejdsgivere. Undersøgelsen er baseret på svar fra 3397 unge erhvervsaktive akademikere op til 40 år, med et til otte års erhvervserfaring og uddannelse inden for økonomi, teknik, data, jura og humaniora.