Logo

RSS Print

Egmont Magasiner ansætter ny annoncedirektør

Claes Laustsen (41) tiltræder 1. februar som ny annoncedirektør i Egmont Magasiner, der er en af Danmarks førende udgivere af ugeblade, livsstils- og specialmagasiner. Han kommer til at stå i spidsen for Egmont Magasiners annonceaktiviteter for alle husets medier – både på print og digitalt.

"Egmont Magasiner har en stærk position på det danske annoncemarked, men vi ser endnu større muligheder for vores medier, hvad end det gælder print, web eller iPad. Claes har en stærk baggrund fra mediebranchen og stor erfaring i håndteringen af såvel meget veletablerede mærkevarer samt det mere pionerbetonede annoncesalg. Han har den helt rigtige profil til at drive Egmont Magasiners annoncesalg endnu et skridt fremad, og jeg ser frem til et godt samarbejde," siger Torsten Bjerre Rasmussen, adm. direktør i Egmont Magasiner.

Claes Laustsen kommer fra en stilling som kommerciel direktør på SBS radio og var inden da 10 år i Berlingske-koncernen – senest som annoncedirektør.

"Jeg glæder mig til at arbejde med nogle af de bedste brands i magasinverdenen, og bygge videre på de gode kunderelationer, som Egmont Magasiners annoncesalg allerede bygger på. Vi skal udnytte kanalerne endnu bedre på tværs af medier og optimere udbyttet for vores kunder", siger Claes Laustsen.

Claes Laustsen afløser David Wall, som efter godt fire år i Egmont Magasiner har valgt at takke ja til en stilling som adm. direktør for FrontMedia.