Logo

RSS Print

Egmont Kroatien booster salg via dagblade

Fem millioner solgte titler og en ekstra millionindtægt. Det er resultatet af Egmont Kroatiens tætte samarbejde med de største aviser i en række lande i Balkan området.

Egmont Croatia står bag udgivelsen af produkter i en række lande i Balkan området. Ligesom i mange andre lande har den store udfordring været at finde billige distributionskanaler til produkterne. Nu ser det ud til, at distributionskoden er knækket. Man skal bare være parat til at trykke sine produkter i tilstrækkeligt stort oplag og finde alternative markedsføringskanaler. Gennem et tæt samarbejde med de største dagblade i regionen har Egmont fundet en ny vej til forbrugerne. Udvalgte produkter trykkes i et stort oplag og sælges i abonnementskampagner sammen med lokale dagblade.

Egmont Kroatiens adm. dir. Bruno Barbic forklarer, hvordan systemet virker: "Det er i virkeligheden ret simpelt. Vi vælger at udgive en række bøger eller dvd'er i et stort oplag for at holde trykudgifterne nede. Dernæst laver dagbladet en særkampagne for produktet og bruger det i sin egen kampagne for at få nye abonnenter til avisen. På grund af den lave pris og fordi der er tale om et engangstilbud, lykkedes det at sælge produktet i et udvidet oplag. Udgiver, forlag og licenshaverne har ikke nogen høj profitmargin - men fordi vi sælger produkterne i så stort et oplag, kan vi alligevel hive en pæn fortjeneste hjem."

Først kom Kroatien, så Serbien
Forhandlingerne med det kroatiske dagblad 24 sata og senere det slovenske dagblad Dnvenik har gennem de sidste fem år givet et salg på over halvanden million bøger i serien "Disney Classic". I 2009 blev succesen fulgt af en lignende aftale i en række andre lande. I Serbien blev Egmonts produkter promoveret sammen med det største dagblad Blic og den nationale tv-station.

"Med et ekstrasalg på 1,2 mio. eksemplarer vidste vi, at vi havde fundet en samarbejdsmodel, der kunne udvides til andre lande," forklarer Bruno Barbic, der sidste år også fik Rumænien med på sit landkort med et samarbejde med den rumænske avisgruppe Adevarul. Han er nu ved at afslutte en lignende aftale med Montenegro.

Det kan andre lære
Egmonts kroatiske virksomhed har haft vækst det seneste år. Og Bruno Barbic tror, at det tætte samarbejde med en række dagblade og tv-stationer ikke bare har givet flere penge men også givet mere åbenhed over for at udforske nye ideer og muligheder.

"Vi har lært at se ud over vores traditionelle forretning. Samarbejdet med dagbladene var en satsning. Vi kunne have risikeret at stå med store udækkede trykudgifter. Jeg ved ikke, om alle lande vil kunne bruge vores metode, men for os har det været en succes. De sidste fem år har vi haft 20 bogtitler i samarbejdet med dagbladene. Og selv om der er tale om fire små og relativt fattige lande, har vi solgt fem millioner titler - og genereret en indtægt på adskillige millioner euro", forklarer Bruno Barbic.