Logo

RSS Print

Egmont Fonden lærer børn om elefanter

Elefanternes nye legeplads i Københavns Zoologiske Have åbnede den 10. juni med orkidéer, eksotiske frugter og thailandsk dans.

Det nye elefanthus blev til virkelighed med støtte fra flere sponsorer, heriblandt Egmont Fondens donation på 10 mio. kroner. Anlægget og dyrenes hus er tegnet af den verdensberømte arkitekt Norman Foster, og området er fem gange så stort som det gamle.

Egmont Fonden fokuserer på formidling af viden til børn og unge, og fondens donation til en udstilling om elefanter kan lære både børn og voksne nyt om dyrene. En tur gennem udstillingen byder på smykker lavet af stødtænder stjålet af krybskytter og et kort over, hvor man finder elefanter i Københavns bybillede. Desuden er en del af udstillingen interaktiv, og børn kan trykke på knapper, føle, røre og blive klogere på de store dyr.

Indvielsen taler af direktøren for Zoologisk Have, Lars Lunding Andersen, Zoologisk Haves bestyrelsesformanden, Ole Andresen, Kulturminister Brian Mikkelsen og arkitekt Norman Foster fortalte om drømmen og tilblivelsen af anlægget. HKH Prins Henrik ringede sammen med HKH Prins Christian en klokke, der engang hang om halsen på en indisk elefant, og erklærede huset for åbent.

De store dyr flyttede ind i deres nye hus for tre måneder siden for at vænne sig til de ukendte omgivelser før den officielle åbning. Det nye elefant-areal er 10.730 m2 stort og har kostet 280 mio. kroner.

Egmont Fonden donerer penge til aktiviteter og arbejde, der beriger livet for børn og unge. Sidste år støttede Egmont Fonden bl.a. Red Barnet, værestedet VUBUF for udviklingshæmmede børn og unge og deres familier og et forskningsprojekt om børn af fængslede hos Institut for Menneskerettigheder.