foto-20app-20bedste-20taxa

Egmont Creative Marketing bag ny børne-app om døden

20.11.2018

Hvad er en urne? Hvordan kommer man egentlig op i himlen, når man er død? Som opfølger til succesfuld børnebog om begravelser har Egmont Creative Marketing lavet den allerførste app til børn om emnet

Det er gået stærkt for Egmont Creative Marketing de seneste år. Med kunder som Boozt, Magasin og TV2 er det lykkedes at tage en betydelig plads i markedet for produktion af indhold til eksterne parter, og som seneste skud på stammen har Egmonts Creative Marketing for Begravelse Danmark udviklet en app til børn om begravelser.

”Mange forældre har svært ved at tale med børnene om døden. Sammen med Begravelse Danmark har vi ønsket at bidrage med nogle værktøjer, som er mere i øjenhøjde – for børn har ofte en meget konkret tilgang til store spørgsmål som liv og død,” forklarer Lisbet Sauer fra Egmonts Creative Marketing.

Kemi og troværdighed
App’en er en videreudvikling af samarbejdet om bogen Tager Bedste en taxa til himlen?som udkom tidligere i år og som ifølge direktør for Begravelse Danmark, Mogens Balling, har været en stor succes:

”Vi har udleveret 2500 eksemplarer, som både er hentet i vores forretninger og uddelt i børnehaver og på hospice. Og nu laver vi så en app, der vist er den første i verden af sin slags,” siger han.

Ifølge Mogens Balling var det netop forståelsen for selve universet, der gjorde Egmont Creative Marketing til den rigtige samarbejdspartner.

”For mig som kunde handler det først og fremmest om kemi og om troværdighed, og der er Egmont ikke hvem som helst. Folkene i Creative Marketing har et meget stort netværk både i og uden for Egmont, hvilket også viste sig ved det helt rigtige valg af forfatter og illustrator.”

Stejl vækst
Ifølge kommerciel direktør i Egmont Publishing, Frank Vilstrup, arbejder Creative Marketing afdelingen ud fra en helhedsbetragtning med afsæt i, at Egmont i over 100 år har drevet forretning ved at fortælle stærke og relevante historier:

“Den gode historie er vores grundessens. For Creative Marketing handler det derudover om at tilpasse og optimere indhold, format og platform til kundens behov. Vi følger vores kunder på de platforme, de ønsker at være – også selv om det ikke er på Egmonts egne mediekanaler,” siger han.

Ifølge Frank Vilstrup har Egmont Creative Marketing siden 2016 haft en stejl vækst på både omsætning og antal af kunder. Mange af Egmonts traditionelle mediekunder supplerer deres medieplan med native advertising, fortæller han: 

”Vores kernekompetence er at udvikle originalt indhold af høj kvalitet, der rammer målgruppen præcist. Egmont Publishing udgiver mere end 1000 print-sider hver uge og publicerer digitalt indhold til en lang række sociale medier og til Danmark største digitale livsstilssite, alt.dk. Derudover skaber og producerer vi omfattende mængder af video og podcasts. Den erfaring, som er i huset, gearer vores Creative Marketing afdeling til at levere på et højt niveau. Kombination af målrettet indhold i høj kvalitet, produceret hurtigt og omkostningseffektivt er attraktivt for mange af vores kunder,” siger den kommercielle direktør.