Logo

RSS Print

Digitalt indhold til digitale forbrugere

En af styrkerne i Egmont er det brede udbud af indhold – udfordringen er at få indholdet ud på digitale platforme. Forlaget Carlsen og magasinvirksomheden Hjemmet Mortensen har gjort deres første erfaringer med applikationer til Apple's platform.

Forbrugerne har taget de nye digitale muligheder til sig, og Egmont skal blive endnu bedre til at møde sine kunder med innovative produkter i digitale formater. Det skal ske på de nye mediers præmisser, sådan at Egmont ikke blot sender digitale reproduktioner på markedet. Nogle produkter skal udvikles fra bunden, mens andre blot kræver mindre digitale tilpasninger.

Det populære æble

 I første omgang har flere selskaber i Egmont rettet fokus mod at udvikle til Apple's meget populære iPhone, iPod Touch og iPad.

"Det er forholdsvis nemt at udvikle apps til Apple's devices, og vi vil gerne nyde godt af den hype, der lige nu er forbundet med at være blandt de første, der lancerer apps til iPad," forklarer Christian Steen Jensen, chef for forretningsudvikling i Egmont Digital, og understreger, at Android og andre platforme også er med i tankerne for fremtidige udgivelser.

Klassiske eventyr i nye rammer: H.C. Andersen

 Christian Steen Jensen har sammen med Forlaget Carlsen transformeret otte eventyr af H.C. Andersen fra bog til iPad, iPhone og iPod Touch.

"Vi har tænkt internationalt og valgt at begynde med fortællinger, der også er relevante for børn i andre af de 30 lande, hvor vi udgiver børnemedier. Det er dyrt at udvikle software, så vi vil udnytte vores internationale position. Vi ved endnu ikke hvor meget, vi kan forvente at tjene, og dermed ved vi heller ikke præcist, hvor meget vi kan investere i udvikling af generiske rammeværktøjer," siger Christian Steen Jensen.

Det, af gode grunde, begrænsede kendskab til nye betalingsbaserede løsningers økonomiske potentiale er en udfordring for arbejdet med at lancere digitalt indhold.

"Vi vil gerne udvikle fleksible og skalerbare løsninger, som kan benyttes af flere brands og forretninger i flere lande. Det er ekstremt vigtigt, at vi udvikler smart og markedsfører imellem lanceringer af nye applikationer. Som stort mediehus skal vi have et længere perspektiv med udgivelserne, så vi bl.a. kan nedbringe udviklingsprisen pr. udgivelse."

I første omgang afprøves formaterne og erfaringer høstes, men på sigt er det ambitionen at udfordre rammerne. En vigtig forudsætning for at lykkedes handler dog ikke om teknik men om jura.

"Det er vigtigt, at vi tager ejerskab på det indhold, der kommer ind i huset, så vi kan agere forholdsvis frit på tværs af platforme i vores selskaber og lande. Kontrakter, der sikrer rettigheder på kryds og tværs af medier og platforme er en betingelse for succes med digital publicering," slutter Christian Steen Jensen.

Det levende magasin: Bonytt Bad

 Et andet eksempel på nye digitale lanceringer fra Egmont kommer fra magasinvirksomheden Hjemmet Mortensen i Norge.

"Boligstoffet er oplagt til iPad. Vi har udviklet e-magasinet Bonytt Bad med multimedieindhold som lyd, billedgallerier, 360 grader visning af udvalgte produkter, og læseren kan opleve indholdet både vertikalt og horisontalt," fortæller Sigmund Clementz, projektleder for iPad/e-magasiner, Hjemmet Mortensen.

Faktisk er mulighederne så mange, at redaktionen måtte begrænse sin kreative iver i respekt for Bonytt Bads profil og i særdeleshed for bladets læsere.

"Magasinet Bonytt på print er kendt for sit stramme og stilrene design, og det udtryk har vi forsøgt at overføre til skærmen. Det ville være forvirrende for læseren, hvis vi kom med et fyrværkeri af et multimedieshow," forklarer Sigmund Clementz om de første erfaringer med den nye platform.

Der er i det hele taget kommet rigtig mange erfaringer ud af pilotprojektet Bonytt Bad. Først og fremmest har redaktionen skulle give slip på vante arbejdsgange og tænke nyt og anderledes.

"Tidligt i processen var det svært at frigøre sig fra den kendte verden, magasinlayout på papir. Vi er blevet bedre til ikke at tænke på papir, men på skærm. Det har været en udfordrende proces, for vi skulle lære et helt nyt og for os ukendt medie at kende," siger Sigmund Clementz og glæder sig til at udnytter sin viden i nye projekter.

"Meningen med Bonytt Bad til iPad har været at samle erfaringer ved at udvikle et konkret produkt. Den erfaring vil vi overføre, når vi sætter nye magasintitler i produktion. Det er vigtigt at komme i gang, så vi er en erfaren aktør, når det blive ligeså naturligt at købe et e-magasin, som det i dag er at købe et magasin på print."

Links

Bonytt Bad

 Bonytt Bad app koster 39 norske kroner og blev lanceret i den norske App Store 30. oktober. Bonytt er en del af Hjemmet Mortensen og Norges største bolig- og interiørmagasin med et oplag på 44.678 og 295.000 læsere i 2009.

H.C. Andersen

 H.C. Andersens eventyr koster 24 danske kroner per bog med undtagelse af den første bog, Fyrtøjet, der følger gratis med applikationen.

Eventyrerne blev lanceret i den danske App Store den 3. november.

Der er konkrete planer om at udgive H.C. Andersen app'en i Norge, Kina og Japan, og applikationen vil også blive brugt til at lancere Bamse i Sverige.

De 8 titler: Fyrtøjet, Den grimme ælling, Kejserens nye klæder, Den standhaftige tinsoldat, Prinsessen på ærten, Svinedrengen, Klodshans og Tommelise.

Digitale succeser

 Det amerikanske magasin Wired solgte 110.000 udgaver af sin første iPad app.

En Halloween-udgave af spillet Angry Birds blev på 6 døgn downloadet 1 million gange til iPhone.

I løbet af en uge blev det amerikanske rockband Kings of Leon's seneste album downloadet 49.000 gange i iTunes.