Logo

RSS Print

Centimeter Maraton med Rasmus Klump

Fredag den 10. maj afholdt Børneulykkesfonden i samarbejde med Rasmus Klump det første af en række 'Centimeter Maraton', hvor 55 glade børn løb for et godt formål sammen med den populære bjørn.

  • 55 glade børn deltog i det første Centimeter Maraton

    55 glade børn deltog i det første Centimeter Maraton

  • Rasmus Klump Centimeter Maraton

    Rasmus Klump Centimeter Maraton

I fredags blev løbeskoene snøret i City2 i Taastrup til det første af fem 'Centimeter Maraton', der afholdes i forskellige dele af landet, og som er arrangeret af Børneulykkesfonden og Rasmus Klump. Et normalt maratonløb måler 42.195 meter, men som navnet antyder, var distancen i fredags kun 42.195 centimeter, så alle friske børn kunne være med. Overskuddet fra løbene går til fondens arbejde med at forebygge ulykker i børnehøjde.

"I Egmont Kids Media er vi utroligt glade for at kunne støtte op om Børneulykkesfonden. Rasmus Klump historierne inspirerer jo til at gå på eventyr og have det sjovt med sine venner, mens fonden arbejder for børns sikkerhed. De to ting går hånd i hånd, og derfor synes vi, at Børneulykkesfonden og Rasmus Klump passer rigtig godt sammen," siger Rikke Bjørn Elmenhoff, Licensing Brand Manager i Egmont Kids Media Nordic A/S.

55 børn i alderen 2-10 år deltog enten som Pildskadde, hvor der blev løbet sammen med en forælder, eller Gøje, som var de børn, der kunne klare distancen på egen hånd. Centimeter Maraton i City2 var for alle deltagerne en sjov mulighed for at gennemføre sit allerførste 'maratonløb'.

Begivenheden startede med fællesopvarmning med Rasmus Klump, som også løb med på ruten. Den berømte bjørn var med både før, under og efter løbet, så der var rig mulighed for alle børn til at få hilst på ham. Derudover var der på ægte maratonmanér start- og målportal samt vand og proviant efter løbet. Alle børn fik desuden en løbspose samt en Rasmus Klump-refleksguldmedalje og en refleksvest med hjem.

DGI Atletik er med til at stå for selve afviklingen af løbene, og de næste Centimeter Maraton afholdes i:

  • Svendborg d. 15 maj.
  • Fields, København d. 25. maj
  • Gentofte d. 15. juni
  • Esbjerg d. 6. juli

For mere information og tilmelding, se her.