Logo

RSS Print

Børn skal bisiddes i Statsforvaltningen

Børns Vilkår vil i et partnerskab med Egmont Fonden sikre professionel bisidning, så børn, der er i klemme mellem deres forældre i skilsmissesager, får hjælp til at komme bedre til orde.

I løbet af efteråret får børn mulighed for at have en professionel bisidder, når de er en del af sager i Statsforvaltningen.  

”En professionel bisidder skal hjælpe barnet med at forberede sig til børnesamtalen, støtte barnet i at udtrykke sine synspunkter under samtalen og samle op på, hvad der er blevet sagt bagefter. En bisidder ved barnets side skaber tryghed i en svær periode,"siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl. 

Initiativet er blevet til i et partnerskab mellem Egmont Fonden og Børns Vilkår, der gennem en række tiltag skal støtte børn i skilsmisse. 

"Vi ved, at børn i skilsmissesager kan blive fanget i en loyalitetskonflikt mellem forældrene. En bisidder vil fungere som en neutral og professionel voksen, som bidrager til, at barnets synspunkter kommer frem," siger Henriette Christiansen, direktør i Egmont Fondens støtte- og bevillingsadministration.

Bedre sagsforløb for børnene

Bisidningen i statsforvaltningen bygger på de erfaringer, Børns Vilkår har gjort sig med professionel bisidning til over 1200 børn, der har en socialsag i kommunen. En evaluering af ordningen foretaget af Oxford Research viser, at det har givet børnene øget tryghed, bedre overblik og bedre mulighed for at blive hørt i deres egen sag.

"Vi har en klar forventning om, at bisidning også vil føre til bedre sagsforløb for børn i Statsforvaltningen,” siger Rasmus Kjeldahl.
Programmet omfatter i første omgang støtte til at gennemføre indsatsen i to år. I denne periode forventes knap 400 børn at modtage bisidning.