Logo

RSS Print

BoligLiv skærper profilen

Når BoligLiv kommer på gaden den 19. september er det med en ny og skærpet profil, som samtidig markerer bladets 10 års fødselsdag.

  • Fotograf: Marie Louise Munkegaard

    Fotograf: Marie Louise Munkegaard

Med 180 sider får læserne af BoligLiv det største nummer nogensinde i magasinets septemberudgave, som er kulminationen på måneders arbejde med at give magasinet en skarpere profil med fokus på boligen og "det gode liv" med alt hvad det indebærer. Arbejdet blev påbegyndt, da chefredaktør Lone Helleskov satte sig i redaktørstolen i januar 2013.

"Min opgave sammen med resten af redaktionen var at forny BoligLiv uden at give køb på kerneværdierne. BoligLiv blev skabt i 2003 og har ikke gennemgået de store forandringer, så tiden var inde til fornyelse og en skarpere, lidt yngre profil," fortæller Lone Helleskov.

Gennem de seneste seks måneder har BoligLiv-redaktionen derfor arbejdet med at udvikle en lang række nye tiltag, som sammenlagt giver endnu mere fokus på bolig, med "det gode liv", man lever i boligen som omdrejningspunkt. BoligLivs læsere er kvinder der skal have en travl hverdag til at fungere, samtidig med at de har fokus på hygge med familien og på at bo lækkert og funktionelt. Det er boliger og idéer som er indenfor rækkevidde, men der er også plads til drømme.

"Det er jo ikke inspirerende at se andre folks rod, så der skal selvfølgelig være plads til noget drøm. BoligLiv må ikke være en løftet pegefinger, som får folk til at føle, at sådan kommer de aldrig til at bo. Vi skal vise lækre boliger og design, men samtidig smutveje og alternativer til det," siger Lone Helleskov.

Nogle af de nye ting, man vil møde i det nye BoligLiv er før og efter reportager, guides til personlig indretning og redaktionens egne favoritter, der skal bidrage til endnu mere kreativt og inspirerende indhold for læserne.

"Identifikation er vigtig. Derfor synliggør vi også redaktionen, så læserne får et indblik i, hvem der står bag BoligLiv. Det giver magasinet personlighed, ærlighed og identitet. Og det skaber tilhørsforhold blandt læserne," siger Lone Helleskov.

Oplagstallet på BoligLiv ligger stabilt på ca. 25.000 og læsertallet er på ca. 100.000. Håbet med den nye profil er naturligvis at tiltrække endnu flere læsere.

"Vi vil gerne hæve oplaget med 10 pct. Men det er et presset marked, så når vi ikke det mål, er vi ikke nødvendigvis en fiasko," mener Lone Helleskov.