Logo

RSS Print

Året der gik i Lindhardt og Ringhof 2009

Anette Wad, adm. direktør, om 2009 i Lindhardt og Ringhof.

Hvilke stikord vil du bruge om 2009?
Lindhardt og Ringhof er på rette vej. Mange forbedringer er gennemført, udgivelsesprofilerne skærpet, digitalisering i fuld gang, bogklubberne stabiliseret, undervisning har øget sin omsætning med 8 procent. Og tak til vampyrerne i Twilight for en solid bestsellerserie, vi også får glæde af i 2010.

Hvad har været tilfredsstilllende i 2009?
At vores store rentabilitetsprojekt, igangsat primo 2009, er gennemført, og har betydet væsentlige besparelser og forbedringer i forlaget. Rigtig mange medarbejdere har ydet en ekstra indsats, og vi kan glæde os til at se fuld effekt af anstrengelserne i 2010.

Hvad vil du gerne fremhæve fra året der gik?
At vores imprint Carlsen blev Danmarks absolutte største børnebogsforlag efter, at vi fik samlet alle Egmonts danske børnebogsaktiviteter i Carlsen med overtagelsen af Litas. Og at Lindhardt og Ringhof vandt udgivelsen af DRs bogportefølge, der især tilfører Carlsen elskede børnebogsfigurer som Kaj og Andrea og Bamse.

Hvad har været mest udfordrende?
Ikke overraskende må det være finanskrisen, der medførte at mange boghandlere på grund af presset likviditet, nærmest holdt op med at købe bøger i 3. kvartal. Noget af det tabte blev indhentet i 4. kvartal, men samlet for året ligger boghandlersalget 10 procent lavere end 2008. Denne nedgang er især gået ud over de store forlag, idet årets mest markante bestsellere (bl.a. Dan Brown) har ligget hos branchens små forlag.

Hvad kan man forvente af forandringer i 2010?
Øget salg gennem netbutikker og supermarkeder på bekostning af boghandlere tegnede sig tydeligt i 2009 og vil fortsætte. Færre traditionelle fagbøger, da nettet har overflødiggjort disse udgivelser. Udnyttelse af digitalt indhold på flere platforme og fortsat pres på priserne som følge af det fuldt liberaliserede bogmarked, hvor bøger vil blive solgt flere steder men til lavere priser.

Hvilke digitale initiativer forventer du dig mest af i 2010?
Ultimo 2009 købte Lindhardt og Ringhof sammen med Gyldendal det digitale distributionsselskab Publizon for at skabe en digital motorvej for hele branchen. Publizon skal på sigt distribuere alle digitale bøger i Danmark til netbaserede detailhandlere og biblioteker. Ved at skabe en samlet digital distributionsløsning behøver alle, der vil forhandle digitale udgivelser, kun henvende sig et sted, hvilket er afgørende for at sikre forlag og forfattere indtjening på digitale udgivelser.

 

 

Anette Wad, adm. dir. Lindhardt og Ringhof, fremhæver blandt andet fra 2009: "Vores imprint Carlsen blev Danmarks absolut største børnebogsforlag efter, at vi fik samlet alle Egmonts danske børnebogsaktiviteter i Carlsen med overtagelsen af Litas."