Logo

RSS Print

Året der gik i Lindhardt og Ringhof 2011

Lars Boesgaard, adm. direktør, om 2011 i Lindhardt og Ringhof

  • Lars Boesgaard

    Lars Boesgaard

Hvordan vil du beskrive 2011?

2011 var året med den store reorganisering for Lindhardt og Ringhof, hvor vi lagde tegningen til det nye forlag. Et forlag som skal være spændende og attraktivt for både forfattere og medarbejdere. Det er næsten lettere at sige, hvad vi ikke har lavet om. Den del, som vi rent organisatorisk har rørt mindst ved, er undervisningsforlagene, men her er medarbejderne til gengæld gået om bord i en kæmpe digital satsning.

Hvad var den største udfordring?

Det var selvfølgelig meget kedeligt at skulle nedlægge næsten 60 stillinger og frasælge bogklubberne, selv om klubbernes rolle var udspillet hos Lindhardt og Ringhof. Heldigvis kunne vi også ansætte, så vi nu har et stærkt hold af dygtige forlagsfolk. Og det er meget positivt at se, hvordan de tilbageblevne medarbejdere har taget handsken op, og at de nye lynhurtigt er blevet en del af holdet.

Hvad forventer du af 2012?

Fokus er at skabe en ny forlagskultur, og den udfordring er ikke overstået, for det er noget vi skal arbejde med hver dag, og det vil kræve en ekstraordinær indsats. Vi må ikke blive for utålmodige og forvente øjeblikkelige resultater, for det bliver et langt sejt træk. På den måde ser jeg ingen skillelinje mellem 2011 og 2012, for hver eneste dag skal vi justere på vores måde at drive forlag på. Ledelsen er optaget af at skabe det hele forlag, hvor vi er tilstede i både den digitale verden og på print. Men selvfølgelig skal undervisningsforlagenes digitale investeringer gerne få luft under vingerne her i 2012, og selvfølgelig skal vi vise, at forlaget definitivt er på rette spor.