Logo

RSS Print

App-udvikling i øjenhøjde

To dage og otte Anders And-fans. Det er en afgørende ingrediens i opskriften på at udvikle en Anders And PLUS app, som børnene vil have den, mener designer af app’en Michael König, som inviterede inkarnerede Anders And-fans til en workshop

Kuglepennene ligger klar ved siden af de gule og grønne post-its. Fire Anders And-abonnenter er samlet om bordet, klar til at give deres input til, hvordan Anders And PLUS app’en, som tilbyder indhold ’on demand’, kan blive bedre. 

De er det ene af to hold, som har underkastet Anders And PLUS app’en en kærlig kritisk behandling. Invitationen til workshoppen kom fra app’ens designer Michael König, som skal videreudvikle app’en.

- At spørge børn, hvad de vil have, er altid en udfordring, fordi de ikke selv ved det, før de ser det. Men med nogle gode workshops, kan man faktisk komme tæt på det og få en masse inspiration. Det er en afgørende del af at designe gode produkter til børn, siger han. ​

Anders And PLUS app’en rummer alt indhold fra hele Anders And & Co.’s 65 år lange historie i Danmark og er skabt for at give børn og ungdommelige sjæle mulighed for at nyde Anders And & Co. universet digitalt på iPad’en, hvorend de befinder sig.  

Brugervenlighed i højsædet

Under workshoppen kom Anders And-fansene med input til, hvordan app’en rent teknisk kan blive mere brugervenlig – blandt andet ved at optimere søgefunktionerne og informationsarkitekturen – og hvilke ting, der ville være interessante at have som muligheder, når man fremover i app’en kommer til at kunne være co-creator på sit eget Anders And-blad. 

Deltagerne var dog enige om, at det vigtigste er, at det hele bliver holdt i en Andebysk-tone, så man ikke ryger ud af universet på noget tidspunkt. 

Læs mere om Anders And PLUS app'en her

Anders And-bladet udkom første gang i 1949, og i 2012 kastede Anders And & Co. sig over de digitale medier, hvor det er muligt at læse Anders And-bladene, få indhold fra Jumbobøgerne og se de klassiske tegnefilm.​​