Logo

RSS Print

Anders And fylder 80

I dag fylder verdens mest folkekære and 80 år. Det bliver markeret med både et særnummer af Anders And-bladet, der udkom tirsdag den 3. juni, og de første tre bind af et kæmpemæssigt nibindsværk med tegneserieskaberen Don Rosas Samlede Værker.

  • Copyright Disney

    Copyright Disney

I anledning af Anders Ands 80-års fødselsdag har Egmont en helt særlig gave til alle andefans: Et ni bind stort værk med Don Rosas Samlede Værker. De første tre bind er på gaden netop nu, og de kan købes samlet i en flot boks. Bind 4-6 og 7-9 udkommer til henholdsvis august og oktober 2014.

Don Rosa er blandt Anders And-tegneserieskabere kun overgået af Carl Barks, som Don Rosa selv har som sit helt store forbillede. Mange af Don Rosas mest populære historier er således også fortsættelser til Carl Barks' klassikere.

Mere end 2400 sider med uforglemmelige historier

De ni bind, som tilsammen udgør over 2400 sider, rummer samtlige af Don Rosas historier i kronologisk rækkefølge. Men de rummer også meget mere – blandt andet en række personlige, selvbiografiske artikler af Don Rosa, introduktioner af historieprofessor Øyvind Sørensen, samt en masse upublicerede tegninger. Herunder en dyster Disney-parodi, som Don Rosa tegnede længe før, han selv blev Disney-tegner.

"For os er Don Rosa skaberen af en masse uforglemmelige historier, og nu foreligger det ultimative værk som bevis på hans storhed. Det er derfor med stor stolthed, at vi omsider kan udgive dette værk til Don Rosas mange danske fans," udtaler produktchef Charlotte Raun.

Særligt fødselsdagsnummer af Anders And & Co.

Andrikkens runde dag bliver naturligvis også markeret med et særligt fødselsdagsnummer af Anders And-bladet, som udkom tirsdag den 3. juni. Hovedhistorien hedder Verdens bedste fødselsdag, og i denne har Andersine købt en helt særlig gave til Anders.

Sammen skal de to nemlig på et cruise til Andeby-Firkanten – det mystiske område på havet, hvor der altid sker uhyggelige ting. Anders er ellevild, men begejstringen fortager sig, da Andeby-Firkanten viser sig at rumme en ø beboet af flyveøgler, kæmpekrabber og gigantiske hulemænd.

Anders Ands debut er med i særnummeret

Det var den 9. juni 1934, at verden første gang mødte den karismatiske and i matrostøjet – i historien Den kloge, lille høne, som naturligvis også indgår i særnummeret af Anders And & Co.

Dengang var hovedet noget mindre og næbbet en del smallere, men Anders And var umiskendeligt sig selv helt fra begyndelsen. Således bliver han i historien præsenteret med de følgende ord: "Ved dammen bor en Anders And, som pligter aldrig plage. Og da de aldrig plage ham, han danser alle dage."

Historiens vingesus kan mærkes

Anton Kragh Lauritzen, produktchef hos Egmont Publishing, udtaler:"Det er en fornøjelse at fejre Anders And, netop fordi det giver os lov til at kombinere det historiske med det splinternye. Vi får lov til at mærke historiens vingesus på allerbedste vis. Og når vi så samtidig kan markere det med noget så luksuriøst som udgivelsen af dette kæmpeværk af Don Rosa, går det hele pludselig op i en højere enhed."

 

Fakta om Don Rosa

Født 1951, i Louisville i Kentucky

Udgav sin første Disney-serie i USA i 1987

Udgav  sin første Disney-serie i Danmark i Mandelgaven 28, 1988

Tegnede sin første serie for Egmont i 1991

Lagde tegneseriekarrieren på hylden i 2006

 

Fakta om Don Rosas Samlede Værker

Don Rosas samlede produktion af Disney-serier og forsider

9 bøger, indbundet, format 30 x 23 cm, i alt over 2400 sider

Serierne er tekstet med Don Rosa-fonten, der er kreeret ud fra Don Rosas egen håndskrift

Redaktionen består af Thomas Schrøder, Rasmus Brink Kronholm, Peter Becher Damkjær og Anders Christian Sivebæk

Udgivet af Egmont Publishing Kids A/S, Hellerup

Distribueret af Faraos Cigarer, København K