rundkreds-web

Anbragte unge sætter dagsordenen på Egmont Fondens Børnetopmøde 2017

27.03.2017

Egmont Fonden holder sit første årlige Børnetopmøde på lørdag den 1. april 2017. Her inviteres 25 anbragte unge til at komme til orde og give deres bud på, hvordan man styrker anbragte børn og unges læring og livsduelighed.

Anbragte børn og unge har ofte flere vanskeligheder med at begå sig i skolen og klarer sig væsentligt dårligere i uddannelsessystemet end deres jævnaldrende.

Hele 40 pct. af de anbragte børn har i 16-års alderen ikke taget folkeskolens afgangsprøve og kun 30 pct. gennemfører en ungdomsuddannelse, inden de bliver 25. For deres jævnaldrende er det kun 6 pct., der ikke gennemfører folkeskolens afgangsprøve, og 79 pct. har taget en ungdomsuddannelse, inden de bliver 25.

Uddannelse er en beskyttende faktor mod yderligere udsathed såsom arbejdsløshed, kriminalitet og misbrug. Derfor er der akut behov for, at vi bliver bedre til at understøtte anbragte børn og unges læring og livsduelighed, så flere anbragte børn og unge får et bedre udgangspunkt for at kunne klare sig gennem uddannelsessystemet, og dermed får et grundlag for at kunne skabe sig et godt liv. Netop det skal Egmont Fondens Børnetopmøde  2017 bidrage til. Men på lørdag vil fokus ikke være på, hvad de voksne mener, vi skal og kan gøre bedre, men derimod, hvad dem, det hele handler om, mener, at der er behov for – nemlig de anbragte børn og unge selv. På Børnetopmødet får 25 anbragte unge i alderen 14-16 år mulighed for give deres råd og anbefalinger til, hvordan vi kan styrke deres læring.

”Vi kan se, at anbragte børn og unge klarer sig væsentligt dårligere i uddannelsessystemet end deres jævnaldrende. Det er et samfundsmæssigt svigt. Der er brug for nye indsatser og initiativer, der kan styrke anbragte børn og unges læring. Det er vigtigt at inddrage de anbragte børn og unge selv – deres viden og erfaringer – hvis vi skal skabe positive og bæredygtige forandringer. Vi håber, at Børnetopmødet kan være med til sikre, at de anbragte børn og unges stemmer bliver hørt,” siger Henriette Christiansen, direktør for Egmont Fondens Støtte- og bevillingsadministration.

På Børnetopmødet vil de anbragte unge bl.a. diskutere, hvordan vi kan styrke overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse. Her falder mange af de anbragte unge fra, og en bedre overgang til ungdomsuddannelser vil kunne styrke de unges læring og livsduelighed.

Ambitionen er, at Egmont Fondens Børnetopmøde 2017 vil kunne levere en række konkrete erfaringer og anbefalinger fra de anbragte unge, som kan danne grundlag for at kvalificere indsatserne på børne- og uddannelsesområdet. Egmont Fondens Børnetopmøde skal dermed igangsætte en vigtig debat, der kan bidrage til at skabe positiv forandring for anbragte børn og unge i Danmark.

Egmont Fondens Børnetopmøde 2017
Program 1. april 2017

Sted: Nordisk Film, Mosedalvej 14, 2500 Valby

  • 10.00: Velkomst og rammesætning
  • 10.30: Inspirationsoplæg v. Silas Dan Christoffersen (17 år og tidligere anbragt)
  • 10.45: Pause
  • 10.55: Tema 1: Det gode læringsmiljø i skole og hjem
  • 12.00: Frokost, sociale aktiviteter og stand-up v. Christian Fuhlendorff
  • 12.45: Tema 2: Den gode overgang fra skole til uddannelse
  • 13.45: Pause
  • 14.00: Tema 3: De unges bedste råd / Rundvisning på Nordisk Film 
  • 15.10: Evaluering på dagen og rap v. Pede B
  • 15.30: Overrækkelse af gode råd fra de unge til et panel bestående af Per Larsen, Børnerådet og Benny Andersen, SL 
  • 16.00: Tak for i dag