gruppe-til-20nyhed

Anbragte unge: Hav større forventninger til vores læring

08.06.2017

30 anbragte unge kommer i en ny rapport fra Egmont Fonden med deres råd og anbefalinger til, hvordan vi kan styrke anbragte børn og unges læring og skolegang. De peger på større forventninger og mere støtte i overgangen til ungdomsuddannelse som afgørende for at forbedre anbragte børn og unges uddannelsesmuligheder. 

Beslutningstagere, lærere, plejefamilier, opholdssteder og institutioner kan blive bedre til at styrke anbragte børn og unges læring. Der skal være højere forventninger, og der skal være bedre støtte til de anbragte unge i overgangen til en ungdomsuddannelse.

Det er budskabet fra 30 anbragte unge, som i en ny publikation fra Egmont Fonden peger på, hvad der skal til for at styrke anbragte børn og unges læring og skolegang – set fra de anbragte børns perspektiv.

16-årige Salma siger:

“De voksne skal lade være med at have ondt af én. De kigger på én som om, man var en lille hamster”.

Uddannelse er en beskyttende faktor mod yderligere udsathed såsom arbejdsløshed, kriminalitet og misbrug. Men kun godt hver anden anbragt ung afslutter 9. klasse med en afgangsprøve (53 procent), mens 93 procent af ikke-anbragte unge slutter 9. klasse med en afgangsprøve. Og de anbragte unge, som tager afgangsprøven, får markant levere karakterer end ikke-anbragte unge. Derfor er der akut behov for, at vi bliver bedre til at understøtte anbragte børn og unges læring og livsduelighed, så flere anbragte børn og unge får et bedre udgangspunkt for at kunne klare sig gennem uddannelsessystemet, og dermed får et grundlag for at kunne skabe sig et godt liv.

De unge peger i publikationen på, at de voksne skal blive bedre til at inddrage og lytte til de anbragte børn og unge – også når det handler om indsatser og beslutninger, der har til formål at styrke deres læring og skolegang. Som en af de unge udtrykker det: ”De voksne skal være bedre til at lytte og til at forstå mig”.

Netop det er formålet med publikationen, hvor de anbragte unge selv har fået ordet.

"Vi kan se, at anbragte børn og unge klarer sig væsentligt dårligere i uddannelsessystemet end deres jævnaldrende. Det er et samfundsmæssigt svigt, da vi ved, at uddannelse er en nøgle til at bryde den negative sociale arv. Der er brug for at styrke anbragte børn og unges læring, og her er det vigtigt at inddrage de anbragte børn og unges egen viden og erfaringer. Vi håber, at der vil blive lyttet til de gode råd, som de unge kommer med i publikationen,” siger Henriette Christiansen, direktør for Egmont Fondens Støtte- og bevillingsadministration.

Fakta om publikationen:

Publikationen baserer sig på viden, råd og erfaringer fra 30 anbragte unge i alderen 14-16 år. De var 1. april 2017 samlet til Egmont Fondens Børnetopmøde, hvor de fik muligheden for at komme med deres råd og erfaringer til, hvordan vi kan styrke anbragte børn og unges muligheder for at få en ungdomsuddannelse.

For yderligere information kontakt:

Anna Fenger Schefte, presse- og kommunikationskonsulent afs@egmontfonden.dk, 30524665