Logo

RSS Print

Amerikansk pris til ”En Kongelig Familie”

"En Kongelig Familie" - tv-serien om den danske kongefamilie og deres slægtninge i Europa - betager også seere uden for Danmark.

En statuette og topkarakteren syv point ud af syv mulige venter Nordisk Film TVs tilrettelæggere Anna Lerche og Marcus Mandal ved Nordamerikas ældste festival for dokumentar- og underholdningsprogrammer, Columbus International Film & Video Festival. De modtager 8. november "The Chris Statuette" på den prestigefyldte festival i Ohio, USA, hvor 600 tv-programmer fra hele verden vurderes.

"En Kongelig Familie" er også populær uden for USA. Tv-serien sendes for tiden på NRK1 i Norge, hvor seertallene er høje. Englænderne kan fra 5. oktober se "A Royal Family" på History Channel UK i primetime. Også tv-stationer i Sverige, Finland og Belgien har købt serien, mens en lang række andre lande er tæt på at købe "En Kongelig Familie".

Serien om Kong Christian 9. og hans efterkommere over hele Europa blev vist på DR1 i foråret. Tilrettelæggernes bog baseret på tv-serien har netop rundet eksemplar nummer 10.000 og kan nu også fås på engelsk.

NORDISK FILM er en del af Egmont og ledende inden for udvikling, produktion og distribution af levende billeder i de nordiske lande. Aktiviteterne omfatter film, tegnefilm, reklamefilm, musikvideoer, video, dvd, TV samt elektroniske spil. NORDISK FILM er indehaver af de nordiske rettigheder til distribution af Sony PlayStation og ejer biografer i Danmark og Norge. Derudover ejer NORDISK FILM selskaber inden for post produktion, filmlaboratorier og udlejning af broadcastfaciliteter. NORDISK FILM havde i 2002 en samlet omsætning på € 432 mill. og beskæftiger 1.152 medarbejdere.