Logo

RSS Print

Allehånde Køkken modtager jubilæumspris fra Danske Handicaporganisationer

Danske Handicaporganisationer kan i år fejre 75-års jubilæum og uddeler i forbindelse med Netværksdagen 2009 en særlig jubilæumspris.

H.K.H. Prins Joachimoverrækker prisen til fire virksomheder og en enkeltperson, som har banet vejen for at få eller fastholde flere personer med handicap på arbejdsmarkedet.

De fem prismodtagere er:
· Allehånde Køkken i København
· Havredal Gl. Skole i Karup
· Telehandelshuset Smba i Taastrup
· Faxe Vandrerhjem
· Formand for Dansk Erhverv & administrerende direktør i Metro Cash & Carry Danmark ApS, Poul Erik Pedersen

Danske Handicaporganisationers jubilæumspris består af en signeret jubilæumsplakat og en sølvfigur udformet af kunstneren Leif Sylvester.

"Det er vigtigt for personer med handicap at blive inkluderet i det danske samfund, og inklusion starter oftest på arbejdspladsen. Derfor skal vi blive bedre til at skabe rum til personer, uanset om de har et synligt, usynligt, ubetydeligt eller betydeligt handicap," siger formand for Danske Handicaporganisationer, Stig Langvad, om baggrunden for jubilæumsprisen.

Og ifølge Stig Langvad er det også i virksomhedernes interesse at tænke personer med handicap bedre ind på arbejdsmarkedet.

"Virksomhederne bør være mere opmærksomme på de mange kompetencer, som lige nu står uudnyttet hen. Hvis vi skal imødegå manglen på arbejdskraft i fremtiden, er det afgørende, at virksomhederne åbner dørene for flere personer med handicap – både rent praktisk og holdningsmæssigt".

"Vores prismodtagere viser, at også ansatte med handicap, kan producere varer og ydelser, som kan afsættes på markedsvilkår."

Motivation fra Danske Handicaporganisationer:
Medarbejderne i Allehånde Køkken er primært døve, der uddannes og ansættes på alle niveauer i virksomheden – og netop ansættelse på alle niveauer baseret på egne kompetencer er utrolig vigtigt for personer med handicap.

Virksomhedens medarbejdere kvalificeres både til at være på virksomheden og til at blive mobile på det danske arbejdsmarked på lige fod med andre, der også ønsker at skifte job.
Det er også vigtigt for os, at der er tale om en virksomhed, som i sin dagligdag viser andre, at personer med handicap kan og vil give deres til samfundets opretholdelse.