Logo

RSS Print

Alinea og de 28 portaler

Undervisningsforlaget Alineas 28 nye digitale læringsportaler til grundskolen er blevet til i et tæt samarbejde med lærere og elever. Resultatet af to års intenst fælles arbejde er en ambitiøs samling af digitale læremidler, der potentielt helt kan erstatte den fysiske skolebog

Tekst Niels Frederik Rickers
 

Efter mere end to års hårdt arbejde kunne undervisningsforlaget Alinea i det tidlige forår lancere sin digitale storsatsning next – en samling af 28 såkaldte portaler, der fungerer som digitale undervisnings- og læremidler til grundskolen. Stort set alle medarbejdere på Alinea har været enten direkte eller indirekte involveret i projektet.   

”Projektet har fyldt sindssygt meget i vores bevidsthed, og det er enormt tilfredsstillende, at vi kunne stå tilbage uden forsinkelser. Vi ville det, og vi gjorde det,” siger forlagsdirektør i Alinea, Cliff Hansen.    

De digitale portaler, der dækker samtlige fag i grundskolen, er udviklet til alle klassetrin i indskolingen, mellemtrinnet og udskolingen og udmærker sig ifølge Cliff Hansen ved, at de dækker alle læringsmål. Med andre ord vil de, i teorien, kunne erstatte de klassiske opgavebøger, som de fleste nok husker fra deres egen skoletid.

Cliff Hansen påpeger dog, at digital læring er mere og andet, end at eleverne blot sidder foran en skærm.   

”Det er vigtigt at forstå, at det ikke bare er opgaveløsning. Portalerne kan både indeholde læringssituationer til hele klassen, som foregår på lærerens digitale smartboard samt situationer, hvor den enkelte elev skal sidde og lave digitale opgaver. En anden opgave kan også være, at eleverne skal ud i den fysiske verden, for eksempel skolegården, og finde eksempler på firkantede former,” siger Cliff Hansen, der samtidig pointerer, at læreren fortsat har en styrende funktion i den digitale læring, og at de ikke ønsker sig en virkelighed, hvor eleverne blot kan blive hjemme på forældrenes sofa og lære alt bag en skærm.

Tilbage på skolebænken
Under udviklingen af next har Alinea i høj grad haft et konstant fokus på at inddrage skoleelever og lærere. Charlotte Staun Christensson, der til daglig arbejder som produktdesigner i Alineas digitale afdeling, har under udviklingen blandt andet taget ud på folkeskoler for at observere, hvordan elever og lærere modtog portalerne.    

”Det betyder alt at teste systemet ude i virkeligheden. Mødet med skolerne har gjort vores produkt langt mere målrettet og relevant. Samtidig er det utrolig givende for eleverne og lærerne, at de oplever at blive involveret. De har taget imod os med åbne arme,” siger Charlotte Staun Christensson. 

Selvom next nu er godt lanceret, bliver produktet stadig udviklet. Charlotte Staun Christensson og de andre produktdesignere på Alinea tester fortsat nye opgaver og funktioner sammen med skolerne.    

”I modsætning til bøger bliver man aldrig færdig med software. Men vi har fået helt fantastisk respons fra elever og lærere, der reagerer på, hvor flotte og intuitive portalerne er. Og vi må bare sige, at der ikke er et læringsprodukt i verden, der har samme kvalitet, og dét kan vi godt være stolte af,” siger Charlotte Staun Christensson.